Skuffet Frans Nielsen efter exit: - De er frustrerende at spille imod

Danmark er færdige ved VM i ishockey efter en skuffende indsats mod Letland i den direkte duel om at spille sig videre i turneringen.

En flok skuffede danske spillere skøjtede fra isen efter den sidste gruppekamp mod Letland med bøjede hoveder og en brast drøm om en dansk kvartfinale.

For Danmark tabte tirsdag aften 1-0 til Letland. og må indse at på trods af flere flotte sejre undervejs, blev det ikke til mere end syv kampe i gruppespillet ved VM på hjemmebane.

- Det er skuffende. De spiller godt, og de er frustrerende at spille imod. Det er svært at skabe chancer mod dem, siger Frans Nielsen.

Som ventet på forhånd blev den lettiske defensiv svær at nedbryde. Gæsterne stod godt organiseret foran eget mål, og derfor blev det en målfattig omgang.

Selvom Danmark pressede mere og mere på som opgøret skred frem, lykkedes det ikke værterne at glæde størstedelen af de 10.800 tilskuere, der var mødt frem i Boxen i Herning, for inde ville pucken ikke, og dermed endte det med en lettisk sejr. 

- De har fundet en måde at spille på, der fungerer for dem. De var hårde at spille imod. Måske vi kan lære lidt af dem denne her gang, siger Detroit Red Wings-spilleren. 

Skuffet landstræner

Også den danske landstræner, Janne Karlsson, hang med hovedet efter det stod klart, at Danmarks VM-eventyr ikke fortsætter med en VM-kvartfinale i København på torsdag.

- Det er klart, at jeg er skuffet. Vi havde håbet på og drømt om at komme til København og spille ishockey, og det skal vi ikke, men samtidig er jeg forbasket stolt over, drengene får 11 point, hvilket normalt rækker til en slutspilsplads. Det gjorde det ikke i år, og det er man da klart skuffet over, siger Janne Karlsson.  

Men selvom det var et skuffet dansk hold, der forlod isen, har VM på hjemmebane også været en stor oplevelse for herningenseren Frans Nielsen.

- Det er skuffende at stå her lige nu, men det har været fedt at være med hele vejen. Det har været en kæmpe oplevelse, og noget jeg aldrig vil glemme, siger Frans Nielsen.

Danmark må tage til takke med en femteplads i gruppe B og må se Finland, USA, Canada og dagens modstander fra Letland skøjte videre til kvartfinalerne.