Jakobsen glæder sig over at 'kilde ishockey-interessen under tæerne'

Julian Jakobsen var med til at tryllebinde Boxen i Herning under VM. Tirsdag aften var han på isen i den mest sete ishockeykamp i dansk tv.

Danmark har de seneste uger været ramt af en kollektiv ishockeyfeber, hvor inkarnerede og nye fans er valfartet til både Boxen, Royal Arena og tv-skærmene.

Det er ikke gået ubemærket hen i den danske VM-trup, hvor Aalborg-spilleren Julian Jakobsen håber, den eksplosive interesse også kan ses på den anden side af sommerferien.

Derfor fremhævede Jakobsen også interessen som det første, da han blev bedt om at opsummere VM-slutrunden efter det afgørende nederlag til Letland tirsdag aften.

- At vi har sat hockeyen endnu mere på landkortet, end vi havde i forvejen. Det er det, vi håber på har været den største faktor i det slid, vi har lagt, siger han til TV 2 SPORT.

- Det er skuffende lige nu, men jeg håber, folk har fået en god oplevelse. Og at ikke kun ishockey-Danmark, men også ishockeyverden har set, at vi også kan være med. Vi kan også levere en flot event og et stort arrangement.

Danmark kan sammenlignes med Østeuropa

 Havde du troet, I kunne tænde en hockeyfeber i Danmark på den måde, I har gjort?

- Både ja og nej. Som jeg sagde inden turneringen, så ville det helt sikkert blive stort. Men hvor stort det blev, var vi ikke klar over, før vi oplevede det.

- Jeg har oplevet mange haller, hvor der er virkelig meget larm. Boxen er en af haller, man husker, og det er fantastisk, at vi kan måle os med Tyskland og Østeuropa. Det viser, der er en interesse, vi har kildet lidt under tæerne, så der kommer endnu flere i hallerne og endnu flere unge mennesker, der spiller ishockey.

Hvor ærgerlig det så at forlade festen, før den for alvor hamre igennem?

- Vi havde alle sammen drømt om en kvartfinale. Om det så var her i Herning eller i Royal Arena… Jeg tror, folk havde set frem til at give danskerne derovre et show, og det var måske sidste chance for at spille i Royal Arena. Det er en tom fornemmelse lige nu. Den skal vi lige sluge, slutter Julian Jakobsen.

Tirsdag aften, da Danmark mødte Letland i en direkte duel om en plads i kvartfinalen, var Boxen nok engang udsolgt. Og arrangørerne kunne sandsynligvis have solgt mange flere end de cirka 10.000 billetter.

Foran fjernsynene sad der nemlig 519.000 danskere og fulgte med. Kampen igennem var hvert tredje fjernsyn stillet ind på TV 2, og da kampen blev afgjort var der hele 760.000 seere.

Det gør Danmark – Letland til den mest sete ishockeykamp på dansk tv. Indtil da lød seerrekorden på en kamp mellem Danmark og Norge fra 1999, hvor 310.000 seere så med.