Slagne profiler har nydt VM-rejsen: Fremtiden er lys

VM på hjemmebane får topkarakter af de danske profiler, der trods nedturen mod Letland tager gode minder med.

Det var så tæt på, at VM-eventyret på hjemmebane også havde fået en eventyrlig slutning.

Ikke en utopisk en af slagsen med storsejre over nationer som Sverige og Rusland og guld om halsen i Royal Arena, for som kaptajn Peter Regin realistisk udlægger teksten:

Fremtiden ser lys ud for landsholdet. Jeg kan ikke se, hvorfor den ikke skulle gøre det, når vi har så enormt mange gode spillede

Philip Larsen

- Vi er ikke et land, der vinder VM-guld. Det vil vi selvfølgelig gerne, men når vi stiller op til VM, er det med et mål om at nå en kvartfinale.

Og en kvartfinale var indenfor rækkevidde for det danske ishockeylandshold, men festen fusede ud i en kogende Boxen tirsdag aften, hvor holdet tabte 0-1 til Letland og sluttede som en ærgerlig nummer fem i gruppen.

Brast var drømmen om en kvartfinale mod mægtige Sverige i Royal Arena. Brast var drømmen om det bedste danske VM-resultat i historien.

- Når vi ser tilbage på de her uger, synes jeg, at vi kan se tilbage på dem med stolthed over vores indsats. Vi skulle have vundet den sidste kamp, det formåede vi ikke, men selve rejsen har været fantastisk, siger Peter Regin.

Han var med, da Danmark i 2010 nåede historiens første VM-kvartfinale. En bedrift, der blev gentaget i 2016.

Og selv om det ikke gik sådan i år, håber han, at fansene såvel som spillerne selv vil mindes VM med glæde og stolthed.

- Når vi får det her lidt på afstand, kan forhåbentlig både vi, og alle dem, der var her, da vi mødte Tyskland og Finland, huske tilbage på det som en fed oplevelse, siger den danske kaptajn.

- Og forhåbentlig er det de kampe og hele rejsen, man husker tilbage på om ti år og ikke det, at vi tabte til Letland.

Philip Larsen forsøger at få pucken ind bag den finske keeper.
Philip Larsen forsøger at få pucken ind bag den finske keeper. Foto: Joe Klamar / Ritzau Scanpix

Danmark vandt fire kampe og tabte tre ved VM på hjemmebane. 11 point blev det til, normalt er det nok til at udløse en kvartfinalebillet.

Det var det bare ikke i 2018, hvor Danmark stillede med det nok stærkeste VM-hold nogensinde. Turneringen blev højt prioriteret af alle stjernerne i udlandet med et dansk pas i skuffen.

NHL-invasion eller ej næste år eller året efter, så er der grund til optimisme, mener Philip Larsen, der til daglig spiller i den russiske KHL-liga.

- Fremtiden ser lys ud for landsholdet. Jeg kan ikke se, hvorfor den ikke skulle gøre det, når vi har så enormt mange gode spillede, siger han.

Også han har nydt VM-oplevelsen på hjemmebane.

- Den opbakning, vi har fået, og den opmærksomhed, ishockey har fået i Danmark, har været over al forventning.

Danmark har været en del af det fineste VM-selskab siden 2003. Næste år spilles VM i Slovakiet.

Sådan gik Danmark ved VM på hjemmebane
2018
4. maj
Danmark-Tyskland 3-2 (str.)
Der var nærmest dømt skæbnekamp fra dag ét, da Danmark mødte de tyske rivaler på åbningsdagen ved VM.
Jesper Jensen og Frederik Storm stod for de danske scoringer i kampen, som endte 2-2 i ordinær spilletid, hvor Frederik Andersen blandt andet hev en mirakelredning op af ærmet.
Kampen skulle afgøres i straffeslagskonkurrence, og her blev Frans Nielsen den eneste målscorer.
5. maj
Danmark-USA 0-4
Danmark gik efter åbningssejren ind til tre kampe mod gruppefavoritterne USA, Canada og Finland, og det startede med et klart nederlag til de amerikanske stjerner.
7. maj
Danmark-Canada 1-7
Heller ikke mod de 26-dobbelte verdensmestre fra Canada var der noget at komme efter.
Canadierne anført af kaptajnen og superstjernen Connor McDavid var foran 6-0, før Jesper Jensen Aabo fik scoret.
9. maj
Danmark-Finland 3-2
Med to nederlag og en målscore på 1-11 gik Danmark ind til mødet med Finland, som havde vundet deres første tre kampe med en målscore på 23-2.
Men Danmark fik i dén grad sat prop i finnernes optur. Danmark kom foran 1-0 og 2-1 ved Frans Nielsen og Oliver Bjorkstrand. Finland udlignede med fire minutter tilbage af opgøret, men i et flot opsat powerplay fandt Mikkel Bødker Nichlas Hardt, som sikrede en sensationel dansk sejr over VM-finalisterne fra 2016.
11. maj
Danmark-Norge 3-0
Skarpskytten Nicklas Jensen kom for alvor i gang med ærkerivalerne fra Norge, da han scorede til både 1-0 og 2-0. Frederik Storm stod for den sidste scoring. Dermed kom Danmark op på otte point ved VM - og vandt i øvrigt for tredje gang i træk over Norge i VM-sammenhæng.
12. maj
Danmark-Sydkorea 3-1
Det blev ikke nogen let opgave mod gruppe B's prygelknabe, som mange havde forventet. Danskerne måtte slide hårdt for sejren, der sendte Danmark op på 11 point - en tangering af det højeste antal point, Danmark har fået ved VM.
Frans Nielsen, Jesper Jensen og Nichlas Hardt stod for de danske scoringer.
15. maj
Danmark-Letland 0-1
Kulminationen på et stort dansk VM på hjemmebane endte i en fuser, da Danmark ikke formåede at lirke det lettiske forsvar op i den direkte duel om en plads i kvartfinalen.