- Det er måske min bedste kamp, siger Lars Eller

16x9
Lars Eller scorede én gang og lavede to assists i torsdagens kamp mod Vegas Golden Knights. Foto: Harry How / Ritzau Scanpix

Lars Eller var en af de helt store oplevelser, da Washington Capitals natten til torsdag besejrede Vegas Golden Knights i NHL-finalens anden kamp.

Ét mål og to assists. 

Det var, hvad danske Lars Eller kunne tage med sig fra den anden finalekamp i NHL, hvor Washington Capitals natten til torsdag dansk tid besejrede Vegas Golden Knights med 3-2 på udebane. 

- Det er nok en af mine bedste slutspilskampe. Det er måske den bedste, jeg har spillet. Jeg havde en god aften. Jeg havde en rigtig god aften, siger Lars Eller, da TV 2 SPORT fanger ham på telefonen. 

Danskeren fik en afgørende rolle på holdet, da stjernespilleren Evgeni Kuznetsov måtte udgå med en håndskade efter bare 15 minutters spil. 

- Da Kuznetsov gik ned fik jeg pludselig en del flere minutter, specielt 2. periode, hvor jeg også var lidt brugt. Men det er det, man vil som spiller. Man vil jo ikke sidde på bænken for længe i en Stanley Cup-finale, siger Lars Eller. 

Præstationen kommer på det perfekte tidspunkt for den 29-årige dansker, der ikke havde nogen stor oplevelse i den første finalekamp, hvor det blev til et nederlag på 4-6. 

Jeg skulle bare vise, jeg var der mentalt - og det var jeg

Lars Eller

Eller missede en stor mulighed for udligning med ét minut tilbage af kampen, og så var han på banen under fire af Las Vegas-holdets seks scoringer. 

- Det er klart, jeg var bitter, når jeg havde chancen for at udligne med et minut igen, og man ser den glide ud af hænderne. Men jeg har erfaringen til, at jeg ved, der venter en ny kamp to dage senere. Jeg skulle bare vise, jeg var der mentalt - og det var jeg, siger Lars Eller. 

Finalen i NHL spilles i en serie over syv kampe. De to første kampe blev spillet i Las Vegas, hvor de altså vandt én hver. Det betyder, at Washington Capitals pludselig har fordelen inden de to kommende kampe på hjemmebane. 

- Det er vigtigt for moralen, synes jeg. Det er vigtigt at vise, vi kunne vinde hernede (i Las Vegas, red.). Jeg tror, vi er det første hold til at slå dem i ordinær tid på hjemmebane i slutspillet, siger danskeren. 

- Når man spiller gode kampe, skal man også vinde. Man kommer til at have kampe, hvor man har en off day, og det kan man måske slippe afsted med, hvis man vinder de kampe, hvor man er bedre. Det var vi i dag, og derfor var den ekstra vigtig. 

Lars Eller har muligheden for at blive den første dansker nogensinde til at vinde Stanley Cup, som NHL-trofæet hedder. Jannik Hansen har tidligere været i finalen, hvor det blev til et nederlag med Vancouver Canucks.