NHL-danskere hylder historiske Eller

Nikolaj Ehlers og Mikkel Bødker sender masser af roser af sted til Lars Eller, efter at han skrev ishockeyhistorie natten til fredag dansk tid.

Kærlighed er det vel ikke helt. Men næsten. For det er varme ord, som andre danske NHL-spillere sender i retning af Lars Eller efter nattens milepæl.

Det er noget små drenge drømmer om

Nikolaj Ehlers om at få Stanley Cup til Danmark

Her blev den 29-årige Washington Capitals-forward den første dansker til at vinde Stanley Cuppen. Det store sølvtrofæ, der tildeles vinderen af NHL-finaleserien.

- Det var ekstremt fedt at se Lars Eller køre rundt med pokalen. Det var lige til at få kuldegysninger over, at en dansker vinder den, siger Winnipeg Jets-spilleren Nikolaj Ehlers til TV 2 SPORT.

- Det er fantastisk. Den måde, han har spillet på i slutspillet, det er vanvittigt. Han har været en nøglespiller hele året, men i slutspillet blev han endnu vigtigere. Det bliver så fedt at få Stanley Cuppen til Danmark.

Han suppleres af Mikkel Bødker fra San Jose Sharks:

- Det er utroligt stort for Lars. At være matchvinder og få lov til at have det minde resten af livet og vide, at han har vundet noget, som alle kæmper for hele deres hockeyliv, er jo helt fantastisk, lyder det fra Mikkel Bødker.

- Det er jo rigtig flot. Washington har haft et godt hold i mange mange år, og i år vandt de fortjent det hele. Lars har gjort det utrolig flot hele sæsonen igennem og kan tage stor ære i deres triumf.

På den måde lægger Lars Ellers historiske triumf ekstra alen på et helt unikt år for dansk ishockey. Det mener Nikolaj Ehlers.

- Det er kæmpe stort for dansk ishockey. Først det her fremragende VM på hjemmebane, og så Stanley Cuppen, der skal til Danmark. Det er noget små drenge drømmer om. Det er noget os, der spiller derovre drømmer om, lyder det fra Nikolaj Ehlers, der lige nu holder sommerferie hjemme hos familien i Danmark.

Men udover de flotte ord kan Nikolaj Ehlers også mærke et lille stik i hjertet. Han og Winnipeg Jets stod i semifinaleserien mod Vegas Golden Knights om en plads i finaleserien mod Lars Eller og Washington, men blev slået ud.

- Når man er nået så langt, som vi var i år, gør det også et eller andet sted lidt ondt at se en anden stå med trofæet. Det er det, man spiller for. Men på den anden side, giver det bare ekstra blod på tanden. Man får det sådan lidt: Nu skal jeg fandme vise dem, lyder det ærligt fra Nikolaj Ehlers.

- Det vil jeg også prøve.

Lars Eller var den anden danske spiller i Stanley Cup-finalerne i NHL-historien. Den første var Jannik Hansen i 2011 med Vancouver Canucks. Dengang tabte canadierne med danske Hansen i syv kampe.

Natten til fredag dansk tid hentede Washington den afgørende sejr i kamp fem, da Lars Eller scorede sejrsmålet til 4-3.