Lars Ellers træner siger op kort efter Stanley Cup-sejr

16x9
Cheftræner Barry Trotz, der her ses med Stanley Cup-trofæet, har valgt at sige stop i Washington Capitals efter triumfen. Foto: Geoff Burke / Ritzau Scanpix

Washington Capitals meddeler, at træner Barry Trotz har valgt at stoppe, efter at holdet vandt Stanley Cup.

Begrebet ’at stoppe på toppen’ får den danske, nykårede NHL-mester Lars Eller tæt på.

Efter en sæson, hvor Ellers hold, Washington Capitals, gik hele vejen og vandt mesterskabet i NHL, har hans træner, Barry Trotz, overraskende valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning.

Det har Trotz annonceret på et pressemøde blot ti dage efter, at han sammen med Eller og resten af Capitals-mandskabet kunne række Stanley Cup-trofæet over hovedet efter finalesejr på samlet 4-1 over Vegas Golden Knights.

- Efter nøje overvejelser og samtaler med min familie offentliggør jeg hermed, at jeg siger op. Da jeg kom til Washington for fire år siden havde vi et mål i sigte, og det var at bringe Stanley Cyp-trofæet til hovedstaden. Vi havde en fantastisk sæson i år, og det kulminerede med, at vores spillere og stab nåede netop det mål og kunne dele den glæde med vores fans, siger Barry Trotz ifølge AP News.

Trotz var den første træner nogensinde til at bringe det store trofæ til Washington, men det kommer han altså ikke til at gøre mere.

Ledelsen i Washington Capitals er ærgerlige over, at træneren stopper, men de takker ham samtidig for de fire år i klubben.

- Vi er naturligvis skuffede over Barrys beslutning, men vi vil gerne takke Barry for hans indsats de seneste fire år og for at få Stanley Cup-trofæet til Washington, skriver klubben på Twitter.

- Barry er en mand med stor karakter og integritet, og vi er taknemmelige for hans lederskab og for alt, hvad han har gjort for os, lyder det i meddelelsen.

Kontraktforlængelse muligvis bag bruddet

Mens hverken Barry Trotz eller Washington Capitals selv fortæller, hvorfor bruddet sker nu, melder en kilde tæt på situationen en årsag til AP News.

Kilden beretter, at de to parter ikke kunne blive enige om lønniveauet i en ny kontrakt. Disse forhandlinger skulle have stået på, siden Capitals vandt mesterskabet.

Trotz fik i denne sæson en løn på lige over to millioner dollars om året, og derfor ønskede han at komme op et mere passende lønniveau for en mesterskabstræner.

Til sammenligning får andre trænere, der har vundet et mesterskab, omkring fem til seks og en halv million dollars om året.