Verdens ældste trofæ blev udsat for koldskål og kubb i Danmark

16x9
Stanley Cup-vinder Lars Eller med sine forældre Olaf og Margit, da han viser trofæet frem på et pressemøde på Frederiksberg, onsdag den 8. august 2018. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Lars Eller havde onsdag som den første dansker nogensinde Stanley Cup-trofæet med på dansk jord. TV 2 SPORT var med hele dagen med koldskål og kubb.

Det lignede noget fra en film.

En af den slags blockbusters, hvor trafikken går i stå. Helt i stå. Hvorefter folk forlader deres biler for med egne øjne virkelig at kunne se et naturstridigt fænomen manifestere sig lige foran dem.

I biografens mørke kommer scenen oftest i katastrofefilm. Hvor folk går ud af bilen for at se monsterbølgen tårne sig op eller den altødelæggende meteor nærme sig i et heftigt crescendo.

Men det var ikke Hollywood. Der var intet spændingsopbyggende soundtrack eller panikagtige scener. Det var ikke en naturkatastrofe, der var under optræk.

Det var til gengæld tæt på at være et naturstridigt fænomen, der onsdag eftermiddag fik stribevis af bilister til at forlade deres biler på en af Vestegnens mest befærdede trafikårer.

De kunne ikke komme videre af Tårnvej. For dér midt i et lyskryds på den firesporede hovedåre, der binder Jyllingevej sammen med Roskildevej, på en lummervarm sommerdag af den slags, der giver folk lyst til skygge og reklame-kold cola, kunne de se en sand folkevandring af en tusindtallig skare komme på tværs af Rødovre Parkvej. Og i midten – næsten helt surrealistisk for det uanede øje - sad en lyshåret mand med en sideskilning, der var ved at blive lidt træt, på bagsædet af en åben Buick Wildcat med en længe ventet gæst ved sin side.

En gæst, der næsten overstrålede hovedpersonen med sit sølvskinnende ydre.

Lars Eller ankommer i åben vogn til Rødovre Skøjte Arena
Lars Eller ankommer i åben vogn til Rødovre Skøjte Arena Foto: Lars Fink

Ishockeyspilleren Lars Eller havde fået besøg af Stanley Cuppen. Verdens ældste og største trofæ. For første gang nogensinde vundet af en dansker. For første gang nogensinde på Vestegnen. For første gang nogensinde i Danmark.

Og hjem skulle pokalen. Helt hjem. Til Rødovre. Det vidste Lars Eller i samme sekund, som han og Washington Capitals sikrede sig ishockeysportens hellige gral.

16 kilo æresgæst i sølv

24 timer. Det er, hvad hver vindende spiller får sammen med Stanley Cuppen. Der er ingen manual. Ingen guide. Det er op til dig selv.

Det eneste, du kan være sikker på, er, at trofæet er så helligt, at det kommer med eget entourage anført af ’The Keeper of The Cup’. Og så er vi næsten tilbage ved filmen, for det lyder som noget fra Indiana Jones.

Men det er ikke fiktion. Det er en virkelig person, der lyder det borgerlige navn Philip Pritchard og siden 1988 har haft ansvaret for at passe på Stanley Cuppen.

Og for at overbringe den.

- Good to see you.

Det var ordene fra Lars Eller, da han 10 minutter over 11 endelig kunne begynde sin historiske dag med trofæet.

En dag, der handlede om at være sammen med sine nærmeste og samtidig dele oplevelsen med den by, den klub og de mennesker, uden hvem han aldrig havde stået med pokalen i armene.

En vanskelig dag for et menneske, der kun kan lide at være i fokus, når han har is under skøjterne. Ellers vil han helst bare være privat. For sig selv med familien.

Men Lars Eller er også en mand med en mission og en vision. Han elsker den sport, der nu har løftet ham op til en af Danmarks ypperste sportsfolk. Har løftet ham til at skrive ikke bare dansk ishockey- men i det hele taget dansk sportshistorie. Den første dansker vinder af Stanley Cuppen.

Derfor var onsdag ikke bare et spørgsmål om at samle sine kære om trofæet. Det var også et spørgsmål for Lars Eller om at åbne for trofæet. Gøre det tilgængeligt. At stille sig selv derhen, hvor han helst ikke vil stå. I begivenhedernes centrum. For at sige tak til en by og en klub. Og for at dele en drøm med de nye generationer på isen. For at vise, at man ikke bare kan drømme den største drøm, når man er født i Rødovre. Man kan også få den til at gå i opfyldelse.

Det var det, Lars Eller beviste den 7. juni i Las Vegas, da han scorede sejrsmålet, da Washington Capitals sikrede sig NHL-mesterskabet med en 4-3 gevinst over Vegas Golden Knights. På det tidspunkt var den 8. juni så småt ved at gry på de danske breddegrader.

Der skal kammerjunker til koldskål. Lars Eller gør sig klar til at spise af Stanley Cuppen
Der skal kammerjunker til koldskål. Lars Eller gør sig klar til at spise af Stanley Cuppen Foto: Lars Fink

Onsdag på vej mod middag kan Lars Eller igen løfte det synlige bevis på den historiske bedrift. Mens trafikken dovent kører forbi Frederiksberg Runddel og dagplejemødre med barnevognen fuld er på vej i Frederiksberg Have uden at ænse et lille stykke Danmarkshistorie finde sted foran indgangen til Haveselskabets Have.

Men det er heller ikke vigtigt for Lars Eller, at der bliver lagt mærke til ham og det voldsomme stykke sølv. Det her er en seance for de nærmeste. En seance, hvor familie og venner kan få tid til at se Lars Eller. Fejre Lars Eller. Og ikke mindst se Lars Ellers 16 kilo tunge og en meter høje æresgæst.

Og mens den danske sommer er så voldsom, at der er langt mere gang i udskænkningen af den økologiske rabarber-, solbær- og æblesaft end den isafkølede rosévin, får Lars Eller lov til at gøre lige præcis det, han har lyst til med sin gæst.

- Det er første gang, den er i Danmark, så det skal bare være noget rigtigt dansk, lyder det fra dagens hovedperson, efter han har fyldt to liter koldskål i pokalen og suppleret med en ordentlig omgang kammerjunker.

Der har været hummer, der har været suppe, og der har været kilovis af kaviar som russiske vindere ynder at fylde pokalen med. Nu svømmer der kammerjunker rundt i koldskål. Det kan ikke blive mere rødt og hvidt.

Øjeblikke efter beviser den 29-årige Rødovre-dreng, at man godt kan smile, mens man spiser.

Spiste koldskål af pokalen

Man kan godt tro, at det er en ganske almindelig familie-komsammen, som der er inviteret til i haven ved Runddelen.

Børnene leger på plænen, mens de pendulerer op til de hvide duge for at få mere sukker i flydende form fra de kolde læskedrikke. De voksne nipper til fingermad under de hvide parasoller.

Og da fire herrer går på græsset med et spil Kubb under armen, bryder det ikke ved den almindelige opfattelse af idyllisk dansk familiehygge.

Men de uanede må undre sig. For hvem spiller Kubb med en høvding i sølv? Det gør en Stanley Cup-vinder. Bare fordi han kan. Og det helt uden en eneste nervøs trækning i øjenkrogen hos ’The Keeper of The Cup’.

- Jeg har aldrig måtte afbryde spillerne i det, de laver med pokalen. Der står en utrolig respekt omkring trofæet, forklarer Philip Pritchard.

- De gange, jeg har beskyttet den, har været senere på aftenen, og det er altid vennerne, der bliver lidt kåde.

Den vildeste konge i et kubb-spil
Den vildeste konge i et kubb-spil Foto: Lars Fink

Men hvor nervøsiteten ikke ligger til en ’Keeper’, så er det anderledes med værtsrollen. Her er nervøsitet er en naturlig del af opgaven.

Hvordan kommer det til at forløbe? Går tingene som de skal? Dukker der i det hele tage folk op?

Lars Eller er værten. Det er hans dag. Det er hans program.

Igen og igen præciserer han, at han gerne vil give tilbage. Han gerne vil dele. Og intet andet sted kan det foregå end i Rødovre.

Derfor bytter han den stille middagsseance i det velplejede Frederiksberg ud med hjembyen Rødovre. Derfor går han fra at være sønnen, manden, vennen, nevøen Lars til at være ishockeystjernen Lars Eller fra Washington Capitals med en ny femårig kontrakt under bæltet til en værdi af 112 millioner kroner.

Hjemme er i Rødovre

Der er umiddelbart en verden til forskel på ishockeyspilleren, der ankommer i åben vogn til betonområdet mellem de Arne Jacobsen-tegnede bygninger, der huser rådhus og bibliotek, og så den tusindtallige skare, der venter på det historiske bysbarn.

Men Lars Eller vil det allerhelst anderledes. Han vil helst bare være en af dem. For han føler sig som en af dem.

Også selvom han står der med pokalen, som han i en seance på en halv times tid formår at løfte et utal af gange. Og hver gang til lige stor jubel. Så vil han give tilbage. Fra scenen i bunden af Rådhuspladsen dækket op med en portal af rød-hvide balloner.

Derfor har han lavet et legat. Til støtte for de børn og unge, der ikke har råd til at dyrke en dyr udstyrssport som ishockey.

- Økonomien skal ikke stå i vejen for at man skal spille ishockey, fortæller han fra scenen.

Derfor har han også boder med merchandise. Alt fra kamptrøjer til 1500 kroner til t-shirts med Eller selv på brystet til en tiendedel mindre. For at generere et overskud, som kan gå direkte i ishockeyklubbens kasse.

Hvis begrebet ’på den anden ende’ kan dække over en københavnsk forstad, der samles på den varmeste sommerdag og sveder kollektivt i den stegende hede. Så er det præcis det, der sker, i Rødovre, da Lars Eller sætter sig i den åbne vogn for at trille mod hans andet hjem i byen stik vest for Rådhuspladsen i København.

Trafikken må vige for den lokale folkevandring. Tusindvis i alle aldre og former slår følge de 1200 meter mod Skøjte Arenaen. De fleste klinet op af hovedpersonen i den åbne vogn. I håb om, at stå i genskinnet af den store pokal, der er ved Lars Ellers side.

Lars Eller forlader Rådhuspladsen i Rødovre i åben vogn
Lars Eller forlader Rådhuspladsen i Rødovre i åben vogn Foto: Lars Fink

Voksne mænd, der med stolthed i stemmen overfor venner og kammerater kan berette, at de har fået et håndtryk og rørt sølvpokalen.

Og da Lars Eller drejer ind på tilkørslen til skøjtehallen, danner inkarnerede Rødovre-fans en selvbestaltet æresgarde med romerlys og taktfaste råb.

Så er stemningen slået an. Lars Eller er for alvor kommet hjem.

Det står tydeligt, da han inviterer alle med ind i hallen. Alene på isen modtager han igen og igen hyldesten. Og mærker kærligheden fra en by, der er synonym med den sport, som har gjort Lars Eller til en dansk sportsstjerne. Endda en historisk en af slagsen.

’Rødovre the city where legends are born’ står der på et kæmpebanner i den ende, hvor de mest fanatiske Rødovre-fans normalt står under Mighty Bulls’ hjemmekampe.

Der er ingen tvivl om, hvor Lars Eller står på det lokale legende-barometer lige nu. Der er nærmest galaktisk afstand til bysbørnene Helle Thorning-Schmidt og Brigitte Nielsen. Og også Jannik Hansen, der var den første dansker i en Stanley Cup-finale tilbage i 2011, er distanceret.

Men selvom hyldesten går én vej. Så går der taknemlighed den anden. Og hvis man ikke kan kramme en by og en klub. Så må man finde andre veje.

Vil tage de unge helt tæt på drømmen

Lars Eller vælger at dele, så godt som man nu kan, når man har et trofæ i et begrænset antal timer.

Derfor skal kommunens reception i VIP-lokalet være så kort som muligt. Derfor vil det ikke være muligt for VIP’erne at få taget billeder med pokalen ved det lukkede arrangement for særligt indbudte gæster.

Pokalen skal ned foran hallen, ned til folket, hvor de kan stille sig i kø og tage billeder med en 125-årig gæst, der aldrig har været på besøg før. Det bliver næsten ikke mere surrealistisk – Stanley Cuppen på en parkeringsplads foran et betontempel på Vestegnen. På den anden side bliver det næsten heller ikke mere demokratisk og folkeligt på en rørende måde.

Og inden pokalen er kommet ud til folket, så har Lars Eller sørget for, at alle ungdomshold i den klub, han selv voksede op i, har været på isen og er blevet forevigt sammen med ham og sammen med pokalen. Fra U7 til U20.

Pokalen kommer på is i Rødovre
Pokalen kommer på is i Rødovre Foto: Lars Fink

- For mange år siden, var jeg en af dem. Jeg vil gerne vise, hvor langt man kan komme. Selvom du kommer fra Rødovre, kan du godt få succes i NHL. Jeg vil bringe dem helt tæt på drømmen.

Og som en del af staben fra Washington Capitals, der har fulgt deres Stanley Cup-vinder hele dagen, udbryder, da Lars Eller får alle de trænere han har haft i klubben på isen for at få taget et sidste foto:

- That’s just wonderful.

Imens bliver Lars Eller igen og igen hyldet. Med sang. Men stående ovationer. Og med den kærlighed, man kan give et bysbarn, der vælger at dele den største triumf med en by, der sjældent får den store opmærksomhed.

Og kvitteringen kommer lige fra hjertet:

- Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg er fra Rødovre i dag.

Og selvom øjnene er ved at være trætte. Selvom kinderne snart må være hudløse af utallige kram. Og selvom højrehånden efterhånden må være følelsesløs, så sidder smilet der stadig. Intet forstillet der. Det er stadig fra hjertet. Det er stadig ægte.

Det er det også i aftenens sidste seance. De sidste timer med Stanley, inden han skal videre. Over Øresundsbroen til Malmø, hvor Ellers holdkammerat Andre Burakovsky torsdag skal have sin dag med ishockeysportens fornemste stykke sølvtøj.

Klokken er på den anden side af 21, da Lars Eller kommer slentrende hen ad Dronningens Tværgade. Lige så nonchalant som man skal, når man ved, der ligger en dejlig aften i horisonten med kølige velmixede drinks, og København stadig emmer af den her specielle afslappede sommerstemning, man kun finder i hovedstaden.

Eller det vil sige, så nonchalant slentrende som man kan med 16 kilo sølv mellem hænderne.

Men det her er ikke Rødovre. Der ligger 12 kilometer vestpå ifølge Google Maps. Men der er en verden til forskel. Ingen vender sig. Ingen bemærker den historiske dansker med den yderst sjældne gæst. I det indre København er ishockey om ikke en by i Rusland, så dog en by på Vestegnen.

Men det ligner, at det passer hovedpersonen meget godt. At rampelyset er ved at fade ud, ligesom solens stråler er ved at forsvinde i tusmørket, da han træder ind på cocktailbaren Dandy til det sidste på dagens to-do-liste. En fest med de særligt indbudte.

Og med en Stanley Cup, der har en stor skål på toppen, er missionen klar, nu hvor der ikke skal gives mere af de officielle kanaler. Der er kun få timer tilbage af pokalens første besøg i Danmark. De skal udnyttes til fulde.

- Der må gerne drikkes af pokalen. Nej, der SKAL drikkes af pokalen, proklamerer Lars Eller, da han endnu en gang har løftet Stanley Cuppen højt over sit hoved ved entreen.

Overgår den vildeste fantasi

Så står han der. Dagens hovedperson. Sammen med holdkammeraten Andre Burakovsky og ser mod storskærmen, der er sat op i dagens anledning. Han ved, der stadig er flere knus, der skal uddeles. Stadig flere krammere.

På skærmen kører den afgørende kamp. Det afgørende mål fra Ellers egen stav. De gåsehudsfremkaldende jubelscener skruet sammen i et koncentrat på syv minutter. Det er ikke første gang, han ser dem i dag. Slet ikke. De har været vist flere gange. Men hver gang må han smile.

Her den sidste gang tager Lars Eller sin venstre arm og lægger den rundt om holdkammeraten fra Washingotn. I morgen er det svenskerens tur. I dag var det Lars Ellers. Et smil breder sig igen på læberne. Det er stort.

Det er som om, der er noget, der falder i hak. Fra USA og triumfen i Las Vegas for to måneder siden. Fra planlægningen og dagens fejring i det centrum, han helst ikke vil stå i. Og så til her. I den indre by.

For han kom hjem. Han fik den dag, han havde drømt om og mere til, da han som den første dansker fik Stanley Cuppen til den lille ishockeynation.

- Det har overgået min vildeste fantasi. Det her vil leve i mig for evigt