Dansk talent brænder amerikansk liga af

16x9
Joachim Blichfeld (nr 20) er topscorer i den stærke juniorliga WHL for Portland Winterhawks Foto: Marissa Baecker / Scanpix Denmark

Det danske ishockey-talent Joachim Blichfeld er lige nu topscorer i den stærke nordamerikanske juniorliga WHL.

Hvis man skal finde den næste generations NHL-stjerner, så kan det være en god idé at kigge nærmere på topscorerlisterne i de nordamerikanske juniorligaer.

Og gør man det netop nu, så vil man finde danskeren Joachim Blichfeld i toppen WHL - Western Hockey League - med imponerende 17 point sat på tavlen for Portland Winterhawks i bare syv kampe.

- Jeg vil sige, jeg bare gør alle tingene rigtige. Når jeg arbejder hårdt og har pucken meget, så sker alle tingene lige foran mig, og når pucken kommer lige foran mig, så er jeg farlig, siger den 20-årige frederikshavner til TV 2 SPORT.

- Næsten hvert skud jeg har, det går ind. Så hvis jeg kunne holde det kørende, så ville det være dejligt.

Det er danskerens tredje sæson i WHL-klubben på den nordamerikanske vestkyst. Men Joachim Blichfeld måtte lige synke en ekstra gang, før han genfandt glæden ved at spille juniorhockey.

Stor skuffelse

Før sæsonen var han nemlig en del af træningslejren hos NHL-mandskabet San Jose Sharks. Håbet var, at hvis han ikke kunne spille sig til en overraskende plads i verdens stærkeste liga, så kunne han prøve kræfter med den næstbedste liga i Nordamerika - AHL.

Men sådan blev det ikke. Det blev en retur til junior-hockey og Portland.

- Jeg vil selvfølgelig helst spille det højeste niveau muligt. Og jeg havde indstillet mig på at spille AHL i år, forklarer Joachim Blichfeld over telefonen fra Portland.

- Så jeg er selvfølgelig rigtig skuffet over, jeg blev sendt tilbage, men jeg har prøvet at tage alt det gode med, jeg har lært. Og jeg har set, hvordan de store drenge agerer på og uden for isen. Det prøver jeg at gøre her i Portland. At leve som en professionel, så jeg er rigtig klar til næste sæson.

Træneren skal være hård

Det handler om at blive stærkere i benene og i overkroppen rent fysisk. Og så handler det om at sætte point på tavlen. Som danskeren allerede er i fuld gang med. Men mest af alt, så handler det om at blive hundset med af træner Mike Johnston.

- Mig, min agent og San Jose har valgt, at Mike skal være rigtig hård ved mig, så det er mest muligt professionelt orienteret i forhold til NHL. Så jeg er klar, så jeg kan præstere hver eneste dag.

- Det tog lidt tid, før det sank ind, at det igen skulle være Portland. Men nu skal jeg få det bedste ud af det. Og det synes jeg så, jeg har fået gjort nu, og nu handler det bare om at få en godt år. lyder det fra Joachim Blichfeld, der blev draftet af San Jose Sharks i syvende runde i 2016.

Med fire point i den seneste kamp natten til søndag viste frederikshavneren, at han er godt på vej.