Heinz Ehlers har udtaget sit første landshold

16x9
Heinz Ehlers for for første gang udtaget et landshold i rollen som cheftræner for det danske ishockeylandshold Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Heinz Ehlers har for første gang udtaget et landshold i sit nye job som dansk landstræner.

Danmarks nye ishockeylandstræner Heinz Ehlers har udtaget sit første landshold. Et landshold, der skal samles i november for at spille en testturnering i Gdansk i Polen.

Heinz Ehlers, der skal på sin første opgave som landstræner, har valgt at se bort fra en lang række profiler og i stedet give chancen til nogle af de unge danskere, der gør sig i udlandet. Ligesom der er blevet plads til nogle etablerede landsholdsnavne i truppen.

På den etablerede forsvarsside finder man Markus Lauridsen, der missede VM i maj med en fingerskade. Lauridsen spiller nu for den svenske klub HV71. Desuden er der også blevet plads til Phillip Bruggisser, der har stor succes som kaptajn for den tyske klub Krefeld Pinguine.

Offensivt er det Julian Jakobsen fra Aalborg Pirates og Morten Poulsen fra Herning Blue Fox, som er de mest kendte navne. Ligesom ligatopscoreren fra Metal Ligaen, Thomas Spelling fra Aalborg Pirates, også ganske naturligt har fundet vej blandt Heinz Ehlers' udvalgte.

Desuden er der landsholdscomeback til SønderjyskEs Patrick Galbraith i målet. Den 32-årige sønderjyde var senest en del af landsholdet i 2016.

Blandt de unge, der får chancen er den 20-årige Mathias From fra AIK Stockholm fra den næstbedste svenske række Allsvenskan og den 19-årige Oliver Larsen fra IK Pantern i samme række. Ligesom der er blevet plads til Nicolai Meyer, der for tiden laver pænt med point i Södertälje, samt den unge Jeppe Jul Korsgaard fra Aalborg Pirates.

De danske mestre fra Aalborg er storleverandør til holdet med seks spillere i truppen, der fra den 9.-11. november møder Polen, Østrig og Norge i den obligatoriske november-samling.

Udover jobbet som dansk landstræner er den 52-årige Heinz Ehlers også i spidsen for SC Langnau Tigers i den bedste schweiziske liga. Her er den danske cheftræner lige nu på fjerdepladsen. Under VM på hjemmebane i maj var nordjyden også en del af den danske landstrænerstab som assistent for den daværende cheftræner Janne Karlsson.

Du kan se hele truppen nedenfor:

MÅLMÆND

  • Patrick Galbraith (SønderjyskE)
  • George Sørensen (Södertälje)

BACKS

  • Markus Lauridsen (HV71)
  • Phillip Bruggisser (Krefeld Pinguine)
  • Matias Lassen (Malmö Red Hawks), Oliver Larsen (IK Pantern)
  • Rasmus Lyø (SønderjyskE)
  • Sebastian Bergholt (Rødovre Mighty Bulls)
  • Lasse Bo Knudsen (Aalborg Pirates)
  • Emil Kristensen (KooKoo)

FORWARDS

  • Julian Jakobsen (Aalborg Pirates)
  • Thomas Spelling (Aalborg Pirates)
  • Nick Olesen (IK Pantern)
  • Mathias From (AIK)
  • Steffen Klarskov (Rødovre Mighty Bulls)
  • Mikkel Højbjerg (Aalborg Pirates)
  • Martin Højbjerg (Aalborg Pirates)
  • Nikolaj Krag Christensen (Rungsted Seier Capital)
  • Kristian Jensen (Frederikshavn White Hawks)
  • Nicolai Meyer (Södertälje)
  • Jeppe Jul Korsgaard (Aalborg Pirates)
  • Felix Scheel (Esbjerg Energy)
  • Morten Poulsen (Herning Blue Fox)