Tre afbud til det danske landshold

16x9
Emil Kristensen kommer ikke til at spille for det danske landshold i den kommende weekend Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Heinz Ehlers må tage imod tre afbud forud for sin første opgave som dansk landstræner.

Når den nye landstræner Heinz Ehlers i weekenden tager afsted med det danske ishockeylandshold til sin første opgave, så bliver det med tre afbud i bagagen. Det bekræfter Danmarks Ishockey Union overfor TV 2 SPORT.

Til de tre kampe i weekenden i Gdansk mod Polen, Østrig og Norge må den 52-årige Ehlers se bort fra de to forsvarere Emil Kristensen fra den finske klub KooKoo samt Markus Lauridsen fra HV71 fra den bedste svenske række. På offensiv-siden er det Mikkel Højbjerg fra Aalborg Pirates, der må melde fra til Heinz Ehlers' første opgave som landstræner.

For Emil Kristensens og Mikkel Højbjergs vedkommende er det hovedskader, der har sat dem ud af spillet, mens det er en såkaldt lower body injury, der stækker Markus Lauridsen. Backen fra den svenske klub skulle ellers have haft comeback på landsholdet, efter han måtte melde fra til VM på hjemmebane med en fingerskade.

Der er allerede sat navn på afløserne, der på backsiden kommer fra den hjemlige liga. Således har Mathias Røndbjerg fået kronet en flot sæson i Metal Ligaen for Rungsted Seier Capital med en landsholdsudtagelse, ligesom Esbjerg Energys Anders Krogsgaard også kommer med til Gdansk.

På forwardsiden bliver det Jesper Jensen fra den svenske klub Brynäs, der erstatter Mikkel Højbjerg. Jesper Jensen får dermed mulighed for at få is under skøjterne igen, efter han for halvanden uge siden blev idømt fem spilledages karantæne efter en tackling til hovedet i en ligakamp.

Danmark møder Polen på fredag klokken 17.30, mens det lørdag er Østrig, og søndag er Norge, der venter. Begge de to kampe spilles klokken 14.00.