Ligahold fik 15 udvisninger i nyt nederlag - træner er 'vildt frustreret'

Esbjerg tabte tirsdag 2-5 i udekampen mod Herlev, hvor antallet af udvisningsminutter til vestjyderne blev afgørende.

51 minutter. 

Så mange udvisningsminutter blev Esbjerg Energy tildelt, da vestjyderne tirsdag aften tabte 2-5 i udekampen mod Herlev Eagles i Metal Ligaen. 

Esbjerg blev i løbet af kampen noteret for hele 15 udvisninger, hvor syv af dem faldt i 2. periode. En periode, som de danske mestre fra 2016/17-sæsonen tabte med 1-3. 

- Jeg er vildt frustreret over, at vi kan hoppe på den galej. Vi har snakket om det så mange gange, siger Esbjergs assistenttræner, Thor Dresler, til TV 2 SPORT.

I slutningen af 2. periode måtte to af Esbjergs canadiske stjernespillere Max French og Mark Derlago tage plads i straffeboksen, og det faldt ikke i god jord hos TV 2 SPORTs ishockeyekspert Morten Green. 

- Det er jo to af de udlændinge, som Esbjerg har hentet ind for at bære holdet og være ledende spillere, så går det ikke, at man opfører sig på den måde, når man er bagud 1-4 i Herlev og oven i købet er inde i en mørk periode, siger Morten Green. 

Esbjerg har fået en dårlig start på denne sæson, hvor vestjyderne efter 18 runder ligger næstsidst i den bedste danske ishockeyrække og nu har tabt fem ud af de seneste seks kampe. 

Thor Dresler vurderer, at det for Esbjergs vedkommende handler om at finde det rette fokus i kampene. 

- Vi er med i de kampe, hvor vi holder fokus på det, som det skal holdes på, og vi kan presse alle hold. Men vi kan også tabe til alle hold, når fokus skifter. Det var det, der skete i dag, og det er sket mange gange tidligere, siger Thor Dresler, der dog glæder sig over præstationen i 3. periode. 

- Herlev var foran, men havde ikke meget. Det er klart, at de nok trak sig lidt tilbage, men vi kom til en del, og det håber jeg, at folk begynder at forstå, siger Thor Dresler. 

Allerede på fredag kan Esbjerg få revanche for tirsdagens nederlag, når de på hjemmebane møder netop Herlev Eagles.