Indøvet detalje sikrer SønderjyskE sejren fem sekunder inde i overtiden

SønderjyskE, Aalborg og Esbjerg vandt fredag aften. Sønderjyderne skulle dog ud i overtid for at sikre sig sejren over Rødovre.

Den danske ishockeyliga, Metal Ligaen, er knækket godt og grundigt over.

Fredag aften blev afstanden mellem topfire og de øvrige seks hold øget fra 14 til 17 point.

Det skete, da Aalborg Pirates hjemme slog Odense Bulldogs 5-3, og SønderjyskE vandt 3-2 i Rødovre efter overtid.

Sønderjyderne skulle blot bruge fem sekunder af overtiden på at afgøre kampen.

T.J. Moore vandt faceoffen og spillede i samme bevægelse lynhurtige Phillip Marinaccio fri i dybden, og alene med Rødovre-målmand William Rørth var den 25-årige canadier iskold.

- Vi læste spillet, og Phil og jeg besluttede at angribe på faceoffen. Det var heldigt, at det lykkedes så godt, men vi besluttede os for at gøre det før faceoffen, siger T.J. Moore til TV 2 SPORT.

Sejren sender SønderjyskE tilbage på andenpladsen, som klubben nu må dele med Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates. Alle tre hold har 39 point.

Rungsted Seier Capital fører ligaen med 47 point. Rødovre Mighty Bulls på femtepladsen har 22 point, mens Odense på tiendepladsen har 14 point.

Rødovre-SønderjyskE 2-3 (0-1, 1-0, 1-1, 0-1)

  • Mål: 0-1 Phillip Marinaccio, 1-1 David Suvanto, 1-2 T.J. Moore, 2-2 Morten Andreasen, 2-3 Phillip Marinaccio
  • Udvisninger: Rødovre 4 x 2 min., SønderjyskE 6 x 2 min.
  • Tilskuere: 1.742
Se alle målene fra opgøret mellem SønderjyskE og Rødovre Video: TV 2 SPORT

Aalborg-Odense 5-3 (1-2, 3-0, 1-1)

  • Mål: 0-1 Jakob Wittendorf, 0-2 Mike Daugulis, 1-2 Tobias Ladehoff, 2-2 Julian Jakobsen, 3-2 Mikkel Højbjerg, 4-2 Sebastian Brinkman Andersen, 4-3 Jakob Wittendorf, 5-3 Emil Marcussen
  • Udvisninger: Aalborg 2 x 2 min., Odense 5 x 2 min.
  • Tilskuere: 2.512

Esbjerg-Herlev 3-2 (1-0, 1-1, 1-1)

  • Mål: 1-0 Marc Hagel, 1-1 William Quist, 2-1 Christian Wejse, 3-1 Christian Wejse, 3-2 Jesper Thörnberg
  • Udvisninger: Esbjerg 6 x 2 min., Herlev 4 x 2 min.
  • Tilskuere: 578

Stillingen i Metal Ligaen

  1. Rungsted 47 point
  2. SønderjyskE 39 point
  3. Frederikshavn 39 point
  4. Aalborg 39 point
  5. Rødovre 22 point
  6. Herlev 22 point
  7. Herning 22 point
  8. Esbjerg 21 point
  9. Hvidovre 20 point
  10. Odense 14 point