Rungsted vinder topkamp og napper otte sejre på stribe

16x9
Rungsted-spillerne kan finde det store smil frem. Holdet vinder og vinder. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Rungsted udbyggede føringen i Metal Ligaens top med sejr i Frederikshavn, mens Aalborg fik has på Herlev.

Rungsted Seier Capital har ramt en flot stime i Metal Ligaen.

Tirsdag aften vandt Rungsted med 4-2 på udebane over Frederikshavn White Hawks, og dermed er nordsjællænderne oppe på otte sejre på stribe.

Det placerer Rungsted som en klar nummer et i Danmarks bedste ishockeyrække med 53 point for 21 kampe, hvilket er 11 point mere end Sønderjyske, der har spillet en kamp færre.

Det var dog ikke uden problemer, at Rungsted tirsdag vandt over rækkens nummer fire.

Det så meget lovende ud for Rungsted, da nordsjællændernes Marcus Olsson under et minut inde i anden periode gjorde det til 2-0, men så indtraf problemerne.

I slutningen af perioden blev føringen sat over styr på bare 53 sekunder.

Først reducerede Christopher Frederiksen i powerplay, og dernæst udlignede amerikaneren Ian Brady til 2-2 inden tredje periode.

Comebacket viste sig at være forgæves for det nordjyske hjemmehold.

Robin Bergman, der har en fortid i Frederikshavn, gjorde til 3-2 for gæsterne, før Mattias Persson med sin anden scoring udbyggede føringen midtvejs i tredje periode.

Den dukkert kom Frederikshavn ikke tilbage fra.

Lokalrivalen Aalborg Pirates benyttede Frederikshavns nederlag til at lægge afstand i tabellen, da Aalborg vandt 4-3 hjemme over Herlev Eagles. Dermed har Aalborg på tredjepladsen tre point ned til Frederikshavn.

De fire hold i toppen af rækken er gået i udbrud rent pointmæssigt.

Afstanden mellem Frederikshavn og Rødovre nede på femtepladsen er således 14 point, efter at Rødovre tirsdag vandt lokalopgøret over Hvidovre med 5-2. Hvidovre ligger næstsidst.