Dansk ligaklub går konkurs og smides ud

16x9
Hvidovre Fighters vandt den næstbedste række i 16/17-sæsonen og fik herefter licens som ligaklub. Foto: Martin Ladegaard

Metal Ligaens bundprop, Hvidovre Ishockey Fighters, er gået konkurs og bliver dermed smidt ud af ligaen.

Hvidovre Ishockey Fighters har ikke længere de nødvendige økonomiske ressourcer til at drive klubben videre. Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at Hvidovre er begæret konkurs, og at klubben øjeblikkeligt smides ud af Metal Ligaen. Dermed blev det kun til halvanden sæson i Metal Ligaen for klubben, der i sidste sæson sluttede på sidstepladsen.

- Vi har forsøgt at redde selskabet de seneste måneder, men må – efter ekstern rådgivning – konkludere, at vi ikke kan lykkes. Bestyrelsen har derfor besluttet at indstille driften af Hvidovre Fighters med øjeblikkelig virkning, skriver klubben i pressemeddelelsen.

Den sjællandske klub blev godkendt som ishockeyklub og modtog licens som ligaklub sidste sommer, efter de havde brugt næsten fire år i den næstbedste række. En organisatorisk opgradering og støtte fra sponsorer og kommunen kom dog i hus efter en sejr i 1. division, og dermed kunne klubben tage det sidste skridt mod den bedste række.

- Kommunen har vist velvilje, og hovedparten af spillere samt stab har været positivt indstillet, men flere har fremsat betingelser, som vi ikke kan opfylde. Dermed har vi ikke fået underskrifter på de nye kontraktbetingelser, som vi har kunnet tilbyde, hvis økonomien skulle hænge sammen, og vi skulle nå frem til et holdbart fundament, der rakte ud i fremtiden.

- Vi er kede af, at det ikke kunne komme over målstregen, da et stort antal mennesker har lagt mange ulønnede timer i forsøget på at lykkes med ligahockey i Hvidovre, tilføjer klubben videre.

Bestyrelsen og direktionen fratræder hermed deres poster, hvorfor selskabet står uden ledelse.

Hvidovre Ishockey Fighters skulle have mødt SønderjyskE på hjemmebane i aften klokken 19. Den kamp er blevet aflyst, da alle spillere har fået opsagt deres kontrakter, i og med at klubben indstiller driften.