I kamp nummer 811 scorer Frans Nielsen sit andet NHL-hattrick

16x9
Frans Nielsen jubler over en af sine tre scoringer mod Tampa Bay Lightning. Foto: Rick Osentoski / Ritzau Scanpix

Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen lavede tre mål, men missede i straffeslagskonkurrencen mod Tampa Bay Lightning.

Han er rundet 34 år og spillede natten til onsdag sin NHL-kamp nummer 811, men Frans Nielsen har i dén grad ikke glemt, hvordan man scorer.

Det beviste den danske ishockeyspiller Frans Nielsen, da hans hold, Detroit Red Wings, tog imod Tampa Bay Lightning i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Her scorede Frans Nielsen sit andet hattrick i NHL og blev kåret som kampens bedste spiller, men fordi Detroit smed sejren væk i tredje periode, var det mest af alt skuffelse, der fyldte hos danskeren efter kampen.

- Det er et hårdt nederlag, især efter tomålsføringen i tredjeperiode. I det mindste fik vi det ene point. Efter vores femte scoring var vi lidt på hælene, siger Frans Nielsen til holdets Youtube-kanal.

Tampa Bay løb med sejren efter en straffeslagsafgørelse, hvilket efterlader Detroit Red Wings med et enkelt point og en fortsat sjetteplads i Atlantic Division.

Smed to tomålsføringer

Det var en ærgerlig afslutning på en ellers flot kamp af Frans Nielsen. Han kom første gang i fokus, da han sent i første periode opsnappede en løs puck i Tampa Bays forsvarszone.

Efter en hurtig vending sendte han den ind i kassen til stillingen 2-0 til hjemmeholdet.

Tampa Bay fik dog kæmpet sig tilbage i opgøret og fik med to scoringer i anden periode udlignet.

Knap to minutter efter udligningen tog Frans Nielsen så igen sagen i egen hånd, da han skøjtede tværs over isen og sendte pucken i mål med et svirp med håndleddet.

Udeholdet var dog ikke færdige med at bide fra sig, og knap et minut senere lykkedes det Steven Stamkos at få udlignet igen.

Men brandvarme Nielsen opsnappede få minutter senere igen pucken efter lidt tumult foran Tampa Bay-målet og sendte den i kassen.

Selv om svenske Gustav Nyquist med sit andet mål i kampen kunne bringe hjemmeholdet på 5-3 i tredje periode, lykkedes det Tampa Bay at komme tilbage i opgøret. Udligningen blev scoret fem minutter før slutsirenen på et tidspunkt, hvor Detroit ellers var en mand i overtal.

Ingen af holdene formåede at score i overtiden, og dermed måtte kampen afgøres i straffeslag.

Her er Frans Nielsen ofte sikker, men han brændte Detroits første forsøg.

Yderligere en afbrænder fra Thomas Vanek betød, at Tampa Bays Nikita Kucherov kunne afgøre kampen på udeholdets tredje straffeslag.

Frans Nielsen var ikke den eneste dansker, der blev noteret for mål i nattens NHL-runde.

Således scorede Nikolaj Ehlers et sent mål i Winnipegs 3-1-sejr over New York Islanders. Han lavede i øvrigt også hattrick, da Winnipeg natten til fredag i sidste uge slog Chicago Blackhawks.