Dansker scorer verdens måske nemmeste hattrick

16x9
Nikolaj Ehlers scorede hattrick, da Winnipeg Jets mødte San Jose Sharks. Foto: Ezra Shaw / Ritzau Scanpix

Nikolaj Ehlers var kampens store profil, da Winnipeg Jets erobrede førstepladsen i den vestlige NHL-konference.

- Det er det underligste hattrick, I nogensinde vil se i NHL.

Den amerikanske kommentator var ikke sen til at udråbe Nikolaj Ehlers’ hattrick mod San Jose Sharks til noget ganske specielt. Og han har helt ret. Det var et virkeligt underligt hatrick, danskeren lavede i Winnipeg Jets’ 5-3-sejr tidligt fredag morgen dansk tid.

Alle tre scoringer blev nemlig noteret efter tomt mål.

Først udligningen til 2-2 i første periode, hvor pucken ramte banden bag målet og sprang tilbage foran mål, mens målmanden var på afveje. Ehlers var hurtigere end sine modstandere og sendte sikkert pucken i nettet.

Derefter målet til 4-3 i tredje periode, hvor holdkammeraten Wheeler lokkede målmanden til sig til venstre for buret. Wheeler fortsatte om bag målet, mens målmanden gled og nedlagde en forsvarsspiller, inden pucken blev serveret for Ehlers, der lige så sikkert som tidligere kunne sende pucken i nettet midt for mål.

Scorede uden at få pucken i mål

Hattricket blev fuldendt et minut før tid, da San Jose Sharks havde byttet målmanden for en ekstra markspiller. Ehlers blev sendt af sted i et kontraangreb, hvor han var ved at skøjte forbi sine modstandere ude ved banden i venstre side. Pavelski nedlagde danskeren med en tripping, så Ehlers fik tilkendt scoringen, selvom han aldrig fik sendt pucken i mål. Det sker, når en spiller fratages en helt oplagt scoringsmulighed. 

Og så var det, kommentatoren udbrød:

- Nikolaj Ehlers scorer hattrick, selvom det tredje mål aldrig endte med en puck i nettet. Det er det underligste hattrick, I nogensinde vil se i NHL. Han lavede alle tre mål, mens der ikke var en målmand mellem stængerne.

Efterfølgende udtalte Ehlers også, at det var karrierens underligste hattrick.

- Helt sikkert. De to første var næsten på tomt mål, og ved det tredje kom pucken aldrig i mål, siger Ehlers til Jets TV.

- Det var to gode offensive hold, men vi fik de to point. Det var det, vi kom for.

Nikolaj Ehlers blev udråbt som kampens spiller, og efter sejren kan han tilmed glæde sig over, at Winnipeg Jets indtager førstepladsen i den vestlige konference i NHL.