Danske ishockeytalenter taber til russere ved junior-VM

16x9
Der var igen hårdt arbejde i det danske mål. Foto: Rich Lam / Ritzau Scanpix

Efter en forfærdelig start på VM i Canada var det danske U20-landshold bedre med i kampen mod Rusland.

Det danske U20-landshold i ishockey har langt fra fået en optimal start på junior-VM i Canada.

Torsdag tabte holdet sin anden kamp i gruppespillet 0-4 til Rusland. Det skete, mindre end 24 timer efter at de danske ishockeytalenter havde tabt første kamp 0-14 til de canadiske værter.

Danskerne gjorde væsentligt mere modstand mod russerne i torsdagens kamp.

Således stod der blot 1-0 til russerne langt inde i anden periode.

Her udbyggede Alexander Rumanov russernes føring. Danskerne fortsatte dog jagten på et godt resultat og havde flere gode forsøg mod russernes mål.

Det hele skulle dog vise sig at være forgæves, og med seks minutter tilbage af kampen gjorde Rusland det til 3-0.

I kampens sidste minutter pillede den danske landstræner William Rørth ud af målet. Det gav med halvandet minut tilbage af kampen russerne en åben chance, som blev udnyttet af Ivan Morozov, der scorede til slutresultatet.

Selv om danskerne fortsat har deres første mål til gode ved slutrunden, så viste de gode takter mod russerne.

Således blev danskerne noteret for flere afslutninger mod mål end deres russiske modstandere.

Det danske U20-landshold skal lørdag møde Schweiz i den tredje gruppekamp.