Topholdet fortsætter kursen mod grundspilssejr på isen

16x9
Rungsted Seier Capital fortsætter jagten på at vinde grundspillet i Metal Ligaen. Foto: TV 2

Der var målfest i alle opgør i Metal Ligaen søndag, da topholdet Rungsted hjemme slog Esbjerg med 4-3

Rungsted Seier Capital er sikker på kvartfinalepladsen og fortsætter jagten på at vinde grundspillet i Metal Ligaen. 

Søndag hentede mandskabet på egen is en 4-3-sejr over Esbjerg Energy, og dermed nåede Rungsted op på 77 point på førstepladsen. 

Da Sønderjyske samtidig slog Frederikshavn White Hawks efter straffeslag, så øgede Rungsted med et enkelt point i toppen. 

Den ordinære spilletid var en sand målfest mellem Sønderjyske og Frederikshavn og endte 5-5, inden sønderjyderne tog sejren og to point. 

Sønderjyske følger efter på andenpladsen med 71 point og en kamp mere end Rungsted, som kom godt i gang med opgøret mod Esbjerg. 

Første periode blev målrig, og hjemmeholdet var overbevisende. 

Godt nok kom Esbjerg foran 1-0 ved Christian Wejse, men to scoringer af Tim Daly og en enkelt af Marcus Olsson betød 3-1-føring til Rungsted efter de første 20 minutter. 

Esbjerg var dog på pointjagt, og to scoringer i første halvdel af anden periode udlignede til 3-3, inden Nikolaj Murtholt Rosenthal sikrede sejren et par minutter efter udligningen, da tredje periode endte målløs. 

Herning Blue Fox og Rødovre Mighty Bulls gav også hinanden en målfest i Herning, hvor hjemmeholdet sejrede 6-3. 

Dermed ligger Herning på sjettepladsen foran netop Rødovre. 

Herning har 50 point og to point mere end Rødovre, som dog har fem kampe endnu i grundspillet, mens Herning har spillet 36 kampe. 

De syv øverst placerede hold går videre til kvartfinalen, mens nummer otte og ni skal dyste om den sidste plads i en serie på fem kampe. 

Det ligner et opgør mellem Herlev Eagles og Odense Bulldogs, og de to mandskaber bragede sammen søndag. 

Her var Herlev hjemme bedst i et opgør med 11 mål. Herlev vandt 7-4 og er for en kamp mere otte point efter lokalrivalerne fra Rødovre. 

Odense er håbløst sidst med 19 point. 

De fire øverste i grundspillet har fordel af hjemmebane i kvartfinaleserien og vinderen af grundspillet vælger først sin modstander.