NHL-mestre taber i overtid trods scoring og assist af Eller

16x9
Lars Eller og Washington Capitals tabte til FLorida Panthers. Foto: Matthew Stockman / Ritzau Scanpix

Lars Eller blev noteret for sin syvende sæsonscoring, da Washington Capitals tabte til Florida Panthers.

De forsvarende NHL-mestre, Washington Capitals, måtte natten til søndag nøjes med et enkelt point i hjemmekampen mod Florida Panthers.

Således tabte hjemmeholdet kampen 4-5 i overtid.

Det blev dog til en smule dansk succes på isen. Danske Lars Eller blev således noteret for sin syvende sæsonscoring i kampen.

Derudover lavede han en assist i Washingtons forsøg på at kæmpe sig tilbage i kampen.

Stærkt comeback

Washington kom skidt fra start og var bagud 0-2 efter første periode.

I anden periode fik hovedstadsklubben dog reduceret - først på en scoring af Brett Connolly, der sendte pucken i nettet til 1-2.

Florida bragte sig kort efter foran 3-1, men Lars Eller bragte spændingen tilbage i opgøret, da han sent i perioden bankede pucken i nettet til 2-3.

Stillingen holdt kun syv sekunder ind i tredje periode, hvor Derick Brassard bragte gæsterne foran 4-2.

Washington fastholdt dog presset mod gæsternes mål, og to scoringer af henholdsvis Brett Connolly og Evgeny Kuznetsov bragte balance i regnskabet.

Lars Eller var med i opspillet til Connollys reducering og blev noteret for en assist i den forbindelse.

Ingen af holdene formåede at score yderligere i den ordinære spilletid, og derfor måtte kampen afgøres i overtid.

Her blev Mike Hoffman den helt store helt for gæsterne, da han efter halvandet minut stod for den afgørende scoring til 5-4.

Med nederlaget ligger NHL-mestrene nu nummer seks i Eastern Conference, mens Florida Panthers indtager 12.-pladsen.

Andersen med 35 redninger

Toronto Maple Leafs og den danske målmand Frederik Andersen var også i aktion natten til søndag.

Frederik Andersen med én af sine 35 redninger mod Montreal Canadiens.
Frederik Andersen med én af sine 35 redninger mod Montreal Canadiens. Foto: Jean-yves Ahern / Ritzau Scanpix

Her gjaldt det det canadiske rivalopgør mod Montreal Canadiens, som Maple Leafs vandt i overtid med 4-3.

Andersen spillede en stærk kamp med 35 redninger og en redningsprocent på over 92, før John Tavares sikrede de to point i overtiden.

Dermed holder Toronto Maple Leafs fast i andenpladsen i Eastern Conference.