NHL-hold jubler over danske talenter

16x9
Joachim Blichfeld er topscorer i den stærke juniorliga WHL Foto: Portland Winterhawks/ San Jose Sharks

San Jose Sharks er lykkelige for de to danske talenter Alexander True og Joachim Blichfeld, der er på vej til noget stort.

Det kan være svært at få armene ned, når man kigger på de to unge danske ishockeytalenter Alexander True og Joachim Blichfeld.

Sådan har de det også hos NHL-mandskabet San Jose Sharks, der har de to danskere i deres fold.

- Alex (Alexander True, red.) passer lige på en prik til det, som NHL-hold leder efter ved transfer-deadline: En stor og stærk tovejs-center, der kan levere offensivt, og som kan spille mod de andre holds top-kæder, lyder det flotte skudsmål til TV 2 SPORT fra Doug Wilson Jr, Director of Scouting hos San Jose Sharks.

- Joachim bygger på sit spil generelt og ved, at hvis han ikke scorer, er det vigtigt, at han også bidrager i andre områder på isen. Det har han virkelig forbedret i denne sæson og kan se frem til en ny udfordring i næste sæson i professionel ishockey.

Han skal være en leder på isen

Det er to markante sæsoner, der har fået 'hajerne' fra San Jose til at skrue op for forventningerne til de to unge danskere.

21-årige Alexander True har imponeret i AHL - niveauet lige under NHL - for San Jose Barracuda, hvor han er holdets topscorer med 44 point i 53 kampe, mens den et år yngre Joachim Blichfeld spiller i juniorligaen WHL for Portland Winterhawks. Her er han ligaens farligste med imponerende 107 point i 63 kampe.

Netop Blichfeld havde før denne sæson håbet på at få chancen i AHL, men fik en tur mere i juniorligaen for at udvikle sig, og det har betalt sig, mener Doug Wilson Jr.

- Han tog det som en udfordring at tage tilbage til Portland, og han har blomstret. Vi sagde til ham: Vores mål er at udvikle en top-seks forward på NHL-niveau, så tag tilbage til Portland og vær en leder på og uden for isen. Han har overgået vores forventninger og er blevet bedre, som sæsonen er gået.

Men det er ikke kun Frederikshavneren Blichfeld, der har sat sine spor hos Sharks. Det har Alexander True også i den grad.

- I den her tidsalder med alle de nye medier, er der en masse hype omkring spillere, der skal sendes til NHL efter 5, 10 eller 15 stærke kampe i AHL. Alex er blot født i 1997 og har allerede spillet mere end 120 AHL-kampe, fortæller Doug Wilson Jr., og gør det klart, at danskeren egentlig er en rollemodel for den perfekte vej til det højeste niveau.

- I en ideel verden ville vi udvikle alle vores talenter i det samme tempo som Alex. Det vil både han selv og vores organisation nyde godt af i det lange løb. Han møder op hver dag på isen klar til at arbejde på sit spil og forbedre sig. Og han ved, hans tid nok skal komme, hvor han træder ind på vores NHL-mandskab.

i glæder os til at se Joachim lede Portland gennem det, der vil være et svært slutspil i WHL

Doug Wilson Jr

Direktøren glæder sig til at se danskerne på isen

Hvornår det er tiden til, at den unge mand fra Nordsjælland får sin NHL-debut, ved Doug Wilson Jr. endnu ikke. Men han ved, det ikke kun er Alexander True, han forventer at se i den bedste af alle ligaer.

Joachim Blichfeld har alle de værktøjer, der skal til for at levere på højeste niveau. Men i næste sæson skal den unge dansker træde ind på AHL-mandskabet Barracuda, og der er ingen tvivl om, hvad forventningen er.

- Han er stærk mentalt og meget målrettet, og vi tror, han kan udvikle sig til en målscorer i en topkæde på det næste niveau.

Men inden det kommer så langt, venter der et slutspil for begge i deres respektive ligaer. Og der følger også store forventninger med, når man er talenter, der regnes med på den lange bane.

- Vi glæder os til at se Joachim lede Portland gennem det, der vil være et svært slutspil i WHL. Hans spil er skræddersyet til slutspils-hockey, og han er leder på det hold, så det vil være sjovt at følge ham, lyder det fra Doug Wilson Jr.

- Vi har det yngste hold i AHL, og Alex er en leder og en top tovejs-spiller for os. Der vil blive regnet med ham, for San Jose Barracuda kan gå langt i slutspillet, og han vil stå overfor topkæder hver aften. Det vil være en fantastisk læringsproces for ham.

Alexander True og San Jose Barracuda spiller deres sidste grundspilskamp den 13. april, hvor slutspillet venter. Mens Joachim Blichfeld og Portland Winterhawks slutter grundspillet af næsten en måned før den 17. marts.