SønderjyskE i problemer: - Vi skal til at tænke os om

16x9
SønderjyskE har fået en skidt start på kvartfinaleserien mod Rødovre. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

Ishockeyklubben SønderjyskE har tabt de to første kvartfinaleopgør til Rødovre Mighty Bulls.

Se Rungsted-Herlev tirsdag kl. 20.30 på TV 2 SPORT

Ishockeyklubben SønderjyskE har hårdt brug for en sejr, når holdet tirsdag aften skal ud i den tredje dyst mod Rødovre Mighty Bulls.

Sønderjyderne har overraskende tabt de to første opgør, og det begynder at spidse til, hvis det ikke lykkes holdet at vinde det tredje opgør i kvartfinaleserien mod Rødovre.

Holdene spiller bedst af syv kampe om en plads i semifinalen.

SønderjyskE -spillerne ved også, at de nu skal ud og arbejde hårdt for avancement.

- Vi skal ud og arbejde meget mere, end vi har gjort hidtil. Jeg synes, Rødovre har arbejdet hårdere, end vi har, og vores spil har været lidt nervøst anlagt, siger Frederik Bjerrum til klubbens hjemmeside.

Han mener dog, at holdet stadig har gode muligheder for at vende den svære start til Sønderjyske-triumf.

- Vi producerede mange flere chancer i kampen i Rødovre, end vi gjorde herhjemme, og det skal vi tage som noget positivt.

- Nu skal vi også til at tænke os om, når vi så har pucken, og spille med koncentration og tålmodighed, så vi også får de chancer, der har høj kvalitet, siger Bjerrum.

SønderjyskE sluttede på andenpladsen i grundspillet og fik derfor andenvalget, da der skulle findes modstandere til kvartfinalerne. Her valgte holdet Rødovre, der som nummer syv i grundspillet var underdog i kvartfinalerne.

Men Rødovre slog i det første opgør Sønderjyske med 1-0 på udebane og vandt efterfølgende 4-1 hjemme.

Den tredje kvartfinalekamp mellem de to hold spilles på SønderjyskEs hjemmebane i Vojens og starter klokken 19 tirsdag.