DM-kvartfinale skal ud i 7. kamp - 3 mål på 136 sekunder blev afgørende

Frederikshavn udlignede til 3-3 i kvartfinaleserien mod Esbjerg. Nu skal semifinalisten findes i syvende og afgørende kamp.

Se den afgørende kvartfinale fredag på TV 2 SPORT

Frederikshavn har været nede med 2-0 og 3-2 i kampe i kvartfinaleserien mod Esbjerg, men nu er det helt lige.

Tirsdag aften vandt Frederikshavn med 6-3 i Esbjerg, og dermed skal holdene nu ud i en syvende og afgørende kamp om en plads i DM-semifinalen.

Esbjerg-Frederikshavn 3-6

(1-4, 1-0, 1-2)

  • 1-0 Max French (1P 6:02)
  • 1-1 Dale Mitchell (1P 8:31)
  • 1-2 William Boysen (1P 15:03)
  • 1-3 Dale Mitchell (1P 16:02)
  • 1-4 David Friedmann (1P 17:19)
  • 2-4 Mark Derlago (2P 12:04)
  • 2-5 Dale Mitchell (3P 1:46)
  • 3-5 Mark Derlago (3P 14:18)
  • 3-6 Cam Spiro (3P 19:50)

Den afgørende kvartfinale spilles fredag klokken 19.30 og kan ses på TV 2 SPORT.

Stærk Esbjerg-start

Hjemmeholdet kom ellers perfekt fra start, da Max French efter seks minutters spil gjorde det til 1-0.

Esbjerg dominerede kampen på det tidspunkt og fik en gylden mulighed for at fordoble føringen midt i første periode, da de efter to Frederikshavn-udvisninger spillede fem mod tre i over et minut.

Nordjyderne holdt dog stand og kort efter udlignede canadiske Dale Mitchell.

136 dyre sekunder

William Boysen bragte udeholdet foran med 2-1 med fem minutter tilbage, og det blev startskuddet til et par elendige minutter set med Esbjerg-briller.

Første droppede målmand Nicolaj Henriksen fælt, så Mitchell kunne skovle pucken i mål til 3-1, og 2 minutter og 16 sekunder efter 2-1-scoringen stod der 4-1 på måltavlen efter en scoring fra David Friedmann.

Håbet kom tilbage til Esbjerg godt halvvejs inde i anden periode, da Mark Derlago reducerede til 4-2, og mod slutningen af perioden fik Esbjerg endnu engang et fem-mod-tre-overtal; denne gang i halvandet minut.

Men endnu engang stod frederikshavnerne imod presset fra et ineffektivt powerplayspil fra Esbjerg.

Som ekstra salt i såret skulle efter mindre end to minutters spil af sidste periode kun bruge 29 sekunder i powerplay på at gøre det til 5-2. Esbjergs forsvar blev spillet tyndt, og så kunne Dale Mitchell fuldende sit hattrick.

Esbjerg reducerede med godt fem minutter tilbage af kampen og satsede alt i slutminutterne ved at tage målmanden ud og spille med en ekstra markspiller, men lige lidt hjalp det.

Cam Spiro scorede i det tomme mål til kampens resultat, 6-3.