Fire danskere er med i kampen om Stanley Cup

16x9
Lars Eller blev sidste år den første dansker nogensinde til at vinde Stanley Cup. Foto: Ethan Miller / Ritzau Scanpix

Sidste år blev Lars Eller den første dansker nogensinde til at vinde Stanley Cup. I år er han en af fire danskere, der kan gentage bedriften.

Alle hold har spillet 82 kampe, og derfor ligger det nu fast, hvem der møder hvem i Stanley Cup - slutspillet i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL.

Fire ud af seks danskere kommer til at være en del af slutspillet, som starter onsdag i den kommende uge.

  • Lars Eller og Washington Capitals, der vandt Stanley Cup sidste år, vandt sin division og skal nu møde Carolina Hurricanes, der kom med i slutspillet på et wildcard. Holdene har mødt hinanden fire gange i sæsonens løb, og her har Capitals vundet rub og stub.
  • Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets satte forleden førstepladsen i sin division over styr, men pladsen i slutspillet var aldrig i fare. I slutspillets første runde møder Jets St. Louis Blues, der blev nummer tre i samme division. Holdene har mødt hinanden fire gange, hvor det er blevet til tre Winnipeg-sejre.
  • Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs blev nummer tre i sin division og skal for andet år i træk møde Boston Bruins. Sidste år sendte Bruins Maple Leafs på tidlig sommerferie, og i sæsonens løb har Boston-holdet vundet tre ud af fire indbyrdes kampe.
  • Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets kom med på yderste mandat via et wildcard og skal møde sæsonens ubetinget mest suveræne hold, Tampa Bay Lightning, der med 62 sæsonsejre tangerede rekorden. I holdenes tre indbyrdes opgør har Jackets ikke fået et ben til jorden og tabt 8-2, 4-0 og 5-1.
  • Frans Nielsen og Detroit Red Wings skrabede 74 point sammen i de 82 kampe og var ikke i nærheden af slutspillet.
  • Mikkel Bødker og Ottawa Senators blev samlet set sæsonens dårligste hold med 64 point.

Første runde i slutspillet er, hvad der svarer til en ottendedelsfinale.

Første runde i Stanley Cup

Holdenes samlede placering i grundspillet er skrevet i parentes.

  1. Tampa Bay Lightning (1) vs Columbus Blue Jackets (13)
  2. Boston Bruins (3) vs Toronto Maple Leafs (7)
  3. Washington Capitals (4) vs Carolina Hurricanes (11)
  4. New York Islanders (5) vs Pittsburgh Penguins (9)
  5. Nashville Predators (8) vs Dallas Stars (16)
  6. Winnipeg Jets (10) vs St. Louis Blues (12)
  7. Calgary Flames (2) vs Colorado Avalanche (17)
  8. San Jose Sharks (6) vs Vegas Golden Knights (15)

Vinderen af kamp 1 og 2 mødes i kvartfinalen, 3 og 4 mødes - og så videre.