Mikkel Bødker vil spille VM

16x9
Mikkel Bødker vil gerne spille VM 2019. Foto: Christian Petersen / Scanpix Denmark

Danmarks VM-trup er ved at tage form. NHL-spilleren Mikkel Bødker regner med at støde til truppen, inden VM begynder i Slovakiet.

Ishockeylandsholdet får formentlig NHL-forstærkning til VM i Slovakiet i maj måned.

Mikkel Bødker fra Ottawa Senators regner med at melde sig klar til VM, siger han til TV 2 SPORT.

- Ja, som det ser ud nu, så spiller jeg VM. Efter en lang sæson, har jeg dog lige brug for en lille pause til at hvile kroppen, før den endelige beslutning bliver taget, siger Mikkel Bødker.

Den mangeårige NHL-wing befinder sig stadig i Canada, hvor han dog ikke har flere kampe på programmet. Ottawa Senators sluttede på sidstepladsen i grundspillets østlige konference, og derfor gik holdet ikke videre til slutspillet.

Bødker skal dog stadig se holdets læger, før han checker ud til sommeren. Det er helt normal procedure, når NHL-klubberne skal give deres spillere fri til at spille VM.

- Jeg ved endnu ikke, om jeg spiller med i en kamp før VM. Det vil den kommende tid afklare, og vi skal jo altid lige tjekkes i vores klub og aftale forløbet med dem, siger Bødker.

29-årige Mikkel Bødker spillede en nøglerolle, senest Danmark spillede VM i Slovakiet for otte år siden. Ved den lejlighed gik Danmark videre til mellemrunden efter en 3-2-sejr over Letland i gruppespilet.