Rungsted vinder DM-guld i ishockey

Rungsted måtte kæmpe hårdt i den fjerde finalekamp, men tog en smal sejr og titlen som danmarksmester.

Rungsted Seier Capital kan kalde sig danmarksmester i ishockey, efter at de besejrede SønderjyskE i den fjerde finale fredag aften med 1-0.

Det er 17 år siden, at et sjællandsk hold sidst vandt det danske mesterskab, og her var det ligeledes Rungsted, der hentede DM-guldet.

SønderjyskE var ellers dominerende i store dele af kampen, men Rungsted udnyttede et svagt punkt i forsvaret i tredje periode, og her lavede Robin Bergman kampens eneste scoring. Med sejren har Rungsted gjort rent bord i finaleserien, som blev vundet med 4-0 i kampe.

Rungsted Seier Capital - SønderjyskE 1-0

  • Målscorer: Robin Bergman (tredje periode, 13:14 min.)
  • Sejre i finalesejren: 4 til Rungsted, 0 til SønderjyskE

Sådan forløb kampen /ritzau

Det lugtede ellers af en femte finale igennem det meste af kampen.

Sønderjyske var det toneangivende hold, og Vojens-klubben kunne have været foran, da holdene skøjtede ind til den første pause i kampen.

I anden periode tiltog presset, og flere gange var sønderjyderne tæt på at komme i front på en returpuck, men forsøgene blev brændt. Det samme blev Steffen Franks friløber på Thomas Lillie.

I det første minut af tredje periode viste målmanden sig endnu en gang som den store helt, da han reddede en ny Sønderjyske-friløber. Denne gang var Mads Lund synderen med afbrænderen.

Det løse krudt fra sønderjydernes skytter blev til sidst helt kostbart, da Robin Bergman bragte Rungsted i front.

Ti års danske mestre i ishockey

  • 2018/19: Rungsted Seier Capital
  • 2017/18: Aalborg Pirates
  • 2016/17: Esbjerg Energy
  • 2015/16: Esbjerg Energy
  • 2014/15: SønderjyskE
  • 2013/14: SønderjyskE
  • 2012/13: SønderjyskE
  • 2011/12: Herning Blue Fox
  • 2010/11: Herning Blue Fox
  • 2009/10: SønderjyskE

Det skabte stor jubel hos de mange medrejsende Rungsted-fans, som allerede begyndte at tage hul på mesterskabssangene.

Festen var ellers i alvorlig fare for at blive udskudt. I de døende sekunder fik hjemmeholdet ellers en stor mulighed for at udligne, men Thomas Lillie holdt buret rent, før den store jubelfest brød ud, og guldparykkerne blev taget på i Rungsted-afsnittet.

Rungsted har nu vundet fire danmarksmesterskaber. Det første blev vundet i 1955, og siden fulgte mesterskaber i 1963 og 2002.

Siden Rungsteds seneste mesterskab for 17 år siden har Rungsted ikke været i en DM-finale. To gange er det blevet til bronzemedaljer i den mellemliggende periode.

Sønderjyske har ikke vundet en medalje siden 2015, hvor klubben seneste blev dansk mester.