Landstræner tvivler på Ehlers til VM: - Han har en alvorlig skade

16x9
Nikolaj Ehlers er tvivlsom til VM, fortæller Danmarks landstræner og stjernespillerens far, Heinz Ehlers. Foto: Ethan Miller / Ritzau Scanpix

Nikolaj Ehlers og hans klub, Winnipeg Jets, er færdige i NHL-slutspillet, men det er yderst tvivlsomt, om danskeren kommer med til VM i maj.

For en stund så det ud til, at det danske ishockeylandshold kunne få endnu en NHL-profil med til næste måneds VM.

Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets tabte natten til søndag dansk tid til St. Louis Blues og røg ud af slutspillet, hvorfor den danske forward i princippet kan tilslutte sig den danske VM-trup.

Men det de forhåbninger kan allerede nu være slukket, fortæller landstræner Heinz Ehlers, der også er far til den danske stjernespiller.

- Det er desværre sådan, at han har en alvorlig skade, som han har spillet med i slutspillet. Han fik skaden i den femte slutspilskamp, men spillede den sjette kamp på indsprøjtninger. Derfor bliver vi nødt til at afvente, om klubben vil lade ham spille VM, siger landstræner Heinz Ehlers til DR.

Den omtalte skade fik Nikolaj Ehlers, da han med under to minutter tilbage af den femte kamp mod St. Louis Blues blokerede et slagskud og måtte forlade banen med store smerter i venstre ankel.

Natten til søndag var danskeren så tilbage på isen for det canadiske NHL-mandskab, hvor han fik mere end ni minutters spilletid.

Heinz Ehlers oplyser til DR, at de nu vil få foretaget scanningsbilleder, der skal være medvirkende til at overbevise klubben om, at det er en god idé at lade ham spille VM, da det er dem, der i sidste ende bestemmer, om de vil give ham fri.