Danmark tager historisk stor sejr ved VM

Ishockeylandsholdet vandt sin største sejr nogensinde, da Storbritannien blev besejret med 9-0.

Danmark 9 - 0 Storbritannien

  • 1-0 - Jesper Jensen (1P 8:49)
  • 2-0 - Mathias Bau (1P 9:03)
  • 3-0 - Morten Poulsen (1P 12:11)
  • 4-0 - Philip Bruggisser (2P 1:08)
  • 5-0 - Lars Eller (2P 3:17)
  • 6-0 - Nicklas Jensen (2P 4:38)
  • 7-0 - Nicklas Jensen (2P 11:00)
  • 8-0 - Morten Poulsen (2P 15:44)
  • 9-0 - Morten Poulsen (3P 11:53)

Sejren er samtidig Danmarks største ved et A-VM nogensinde. Den hidtidige største sejr var 6-0 over Slovakiet tilbage i år 2010.

Det betyder resultatet

Med storsejren og tre point holder Danmark liv i kampen om en plads i kvartfinalen, da Danmark nu har fem point efter tre kampe og er på en delt fjerdeplads med USA. I gruppen med otte hold går de fire bedste videre til kvartfinalen, mens sidstepladsen rykker ned i B-gruppen. Se stillingen i Danmarks gruppe her.

Sådan forløb kampen /ritzau

Derfor kan det vise sig af afgørende betydning, at Danmark med fire scoringer i overtal endelig fik gang i det powerplay, som har været under lup på taktikmøderne efter de to første kampe.

Det blev hjulpet i gang af to britiske udvisninger med kort mellemrum, der bragte det danske hold to mand i overtal, og Jesper Jensen kunne score det vigtige 1-0-mål efter ni minutters spil.

På forhånd havde landstræner Heinz Ehlers omtalt den britiske defensiv med respekt, men briterne nåede ikke at frustrere danskerne, før det var for sent.

Kort efter Jensens åbningsmål sørgede Mathias Bau med en fin 2-0-scoring for, at også den anden danske powerplay-opstilling fik en succesoplevelse.

At spillerne efter Poulsens 3-0-mål forfaldt til lidt for meget show og solokørsel i resten af første periode, er kun en skønhedsplet, for alvoren indfandt sig igen straks efter første pause.

Der var blot spillet et minut, da Phillip Bruggisser svingede øksen og scorede karrierens første VM-mål med et af sine velkendte, modbydelige slagskud.

Så var tonen slået an, og inden der var spillet fem minutter, havde Lars Eller og Nicklas Jensen øget til 6-0 med hver deres træffer i overtal.

6-0 var cifrene, da Danmark ydmygede Slovakiet i 2010, hvilket hidtil har stået som den danske rekordsejr. Men inden anden periode var overstået, var den milepæl skudt i stykker.

Nicklas Jensen og Morten Poulsen øgede til 8-0, og så kunne Ehlers lade Peter Regin hvile sig i den sidste tredjedel. Kaptajnen fik allerede i første periode et slag på benet, men skaden skulle ikke være alvorlig.

I forvejen måtte det danske hold se bort fra en sygdomsramt Stefan Lassen, men Matias Lassen afløste kompetent, og briterne blev aldrig den store trussel.

Morten Poulsen blev hattrickskytte, da han øgede til 9-0 otte minutter inde i tredje periode, og da det hele var forbi, kunne den lille koloni af danske fans hylde spillerne for en mindeværdig eftermiddag.

Nu har danskerne en fridag, inden et velspillende finsk landshold venter torsdag aften.