Hattrickhelt sender sin stav til Hall of Fame efter VM-show

Morten Poulsen scorede tre mål mod Storbritannien, men måtte efterfølgende vinke farvel til sin stav.

Det hører til sjældenhederne, at en dansk ishockeyspiller scorer hattrick i en VM-kamp, som forwarden Morten Poulsen præsterede, da Danmark bankede Storbritannien med 9-0 tirsdag eftermiddag.

Og rygterne om Poulsens bedrift er nået helt til Toronto i Canada, hvor Hockey Hall of Fame holder til.

Her bad man umiddelbart efter kampen om Poulsens gyldne stav i en sms til landsholdet pressechef. Herning-forwarden fik overbragt nyheden, mens han underholdt det danske pressekorps.

- Det er jeg stolt af. Jeg troede først, at det var for sjov. Jeg havde ikke lige tænkt, at den skulle derover at hænge. Det er stort, siger Poulsen med et grin.

Hockey Hall of Fame er et ishockeymuseum, der skal dokumentere ishockeyhistorien for eftertiden. Nu bliver den ydmyge danske forward en del af udstillingen.

- Jeg var der engang som U16-spiller, men nu tror jeg da, vi skal en tur forbi igen i efteråret, siger Morten Poulsen.

Jeg troede, det var sket før, men det er jeg selvfølgelig utroligt stolt over

Morten Poulsen om sit hattrick

Puckene falder vores vej

Ved sidste års VM i hjembyen Herning måtte han til sin store skuffelse nøjes med en rolle som reserve.

I år er han så tilbage på holdet og har i de tre første kampe ydet et stort bidrag med sit hårde arbejde og sin målnæse. Hattricket mod Storbritannien er dog en oplevelse ud over det sædvanlige for den 30-årige midtjyde.

- Jeg troede, det var sket før, men det er jeg selvfølgelig utroligt stolt over. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg stod op i morges. Det tager vi med. Hele det offensive spil klikker i dag, og puckene falder vores vej, kan man se på scoren til sidst, siger Poulsen til TV 2 SPORT.

- Det giver mulighed for at kigge opad i tabellen og spille med mindre pres på skuldrene. Et nederlag i dag ville unægtelig gøre det til en rigtig, rigtig svær afslutning på turneringen.

Han spiller i en meget velfungerende fjerdekæde med Julian Jakobsen og energiske Nick Olesen.

- Vi har lidt rutine med Julian og mig, og vi har noget kraft i form af Nick. Vi har lidt den samme idé. Det skal ikke lægges op på et højere niveau end højst nødvendigt. Det har virkelig virket i de første kampe, siger Poulsen.

Danmark har fem point efter de første tre VM-kampe.