Eksperter undrer sig over Lars Ellers pludselige exit

16x9
Lars Eller forlader VM i Slovakiet onsdag morgen klokken 4. Foto: TV 2 SPORT

Lars Eller rejste pludselig fra VM, efter han spillede en hel kamp tirsdag, og det giver anledning til at spørgsmål.

Solen var ikke stået op, da Lars Eller med fuld oppakning steg ud af en taxa og satte kurs mod Kosice International Airport og stemplede ud af VM i Slovakiet.

Klokken fire onsdag morgen, ni og en halv time efter Danmarks 9-0-sejr aftenen inden, tjekkede Eller sin bagage ind og gjorde sig klar til at stige ombord på et fly væk fra VM-lejren. Den skade, han entrerede turneringen med, tillod ikke mere istid, lød begrundelsen fra en ærgerlig Eller.

Hans pludselige exit giver dog anledning til undren hos TV 2 SPORTs ishockeyekspert Morten Green, der kunne følge Lars Eller spille en kamp uden at spare sig i den sikre 9-0-sejr over Storbritannien. En kamp, som reelt set var afgjort, da Danmark bragte sig på 4-0 i begyndelsen af anden periode. Til trods for det spillede Eller videre i både resten af anden periode og i tredje.

- Der virker timingen jo lidt mærkelig i det, synes jeg. Det er klart, at når kampen er afgjort (tirsdag) i går aftens, og Danmark vinder 9-0, og Lars spiller hele kampen og spiller utrolig godt, så er det gået meget hurtigt, at han sidder på et fly allerede her til morgen, siger Morten Green, som derudover ærgrer sig over det store tomrum, Eller naturligt kommer til at efterlade sig på isen i resten af turneringen.

TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard studsede også over, at Lars Eller uanmeldt tjekkede ud af turneringen så pludseligt.

- Man får i hvert fald tanken, at der også ligger mere under det her. Det er ret tidligt, at han sidder på et fly. Hvis han var skadet, kunne han jo godt være her og få behandling og se det an, siger Jimmy Bøjgaard og uddyber:

- Man får følelsen af, at det her har været aftalt på højere niveau, og at der har ligget en aftale om, hvor længe han har skullet være med i denne turnering.

Ifølge Lars Eller er det dog ikke sådan, det forholder sig.

Betingelsen for Lars Ellers deltagelse ved dette VM var som bekendt, at de ville tage en kamp ad gangen, og med sejren over Storbritannien er danskerne reelt sikre på at få endnu et år i det fineste VM-selskab.

Var det en aftale, der var lavet på forhånd - at hvis du lige kunne være med til at sikre overlevelse, så kunne du få lov til at smutte?

- Vi blev enige om at tage en kamp ad gangen og evaluere fra dag til dag, vel vidende om at vi kunne ende i den her situation. I og med at vi nu står i en situation, hvor vi nok ikke ville rykke ned, så giver det måske lidt mindre mening at blive ved med at presse den her skade for at se, hvor langt jeg kan strække den. For mit vedkommende er min tilstedeværelse ikke helt så vigtig, som den var tidligere, siger Lars Eller til TV 2 SPORT i lufthavnen.

Ingen dramatik bag beslutningen

I den danske lejr forsikrer de også om, at der ikke ligger noget større bag afgangen, ligesom at holdets assisterende landstræner Jens Nielsen fortæller, at man ikke havde noget andet valg end at give Eller istid, selvom kampen mod Storbritannien var uden spænding. Holdets anden center Peter Regin var nemlig også småskadet under kampen.

I overvejede ikke at tage Lars ud i går (tirsdag) for at spare ham, og så tage en kamp mere ud af ham?

- Nu så vi, at Regin så ud til at have det værre, end Lars havde det, og vi kan ikke gå ned med to centere. Så vi kørte med tre centere i sidste periode, og det var fint, siger Jens Nielsen til TV 2 SPORT.

Lars Eller fik 5.50 minutter i første periode, 6.13 i anden og 6.09 i tredje.

Hvem tog beslutningen om, at Eller skulle forlade VM?

- Det gjorde han jo selv, og vores lægestab kunne også se, at det (hans skade, red.) ikke var noget, de kunne gøre noget ved på en dag eller to, siger den assisterende landstræner.

Danmark skal uden Lars Eller forsøge at drille Finland torsdag klokken 20.15. Se kampen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.