Danmark smider føring og snubler mod Finland

Danmark tabte torsdag aften til Finland, selvom Morten Madsen sikrede en føring på 1-0.

Danmark 1 - 3 Finland

  • 1-0 - Morten Madsen (2P 01:49)
  • 1-1 - Kaapo Kakko (2P 05:49)
  • 1-2 - Sakari Manninen (2P 14:19)
  • 1-3 - Harri Pesonen (3P 11:07)

Det betyder resultatet

Med nederlaget til Finland er Danmark uden for de fire pladser, der giver en billet til kvartfinalen. Danmark er på femtepladsen med fem point efter fire kampe. Der er et stykke op til USA på fjerdepladsen, der har otte point efter lige så mange kampe. Se stillingen i Danmarks gruppe her.

Sådan forløb kampen /ritzau

Danskerne er ikke matematisk ude af spillet om en plads i kvartfinalen, men det begynder at se svært ud med fem point på kontoen og tre svære kampe tilbage i gruppespillet.

Publikum i Steel Arena i Kosice kunne til gengæld ikke klage over intensiteten i en medrivende forestilling.

Heinz Ehlers' tropper solgte sig dyrt, hvilket formentlig er en fattig trøst for de danske spillere, der blev dukket af finsk hold med en større bredde.

Med Lars Ellers VM-exit har Danmark mistet spillemæssig kvalitet, men kompenserede fra start glimrende for tabet med en indædt arbejdsindsats. I Patrick Russell har truppen fået tilgang af en spiller, der mestrer den del af spillet, og danskerne lod finnerne mærke, at de ikke ville komme sovende til sejren.

Oliver Lauridsen, der stod over for flere af sine klubkammerater i Jokerit, satte tunge tacklinger ind, og selv om der ikke blev scoret i første periode, blev publikum godt underholdt af den intense fight.

Offensivt kneb det dog at komme frem til de oplagte muligheder, og det lignede en kamp, hvor Danmark skulle afvente finske udvisninger og så være effektiv i powerplay. Det var præcis den opskrift, der gav en drømmestart på anden periode.

I overtal smadrede Nicklas Jensen pucken direkte i ansigtet på en finsk back. Det resulterede i et mægtigt klumpspil, hvor Morten Madsen i tre forsøg og til sidst nærmest liggende fik bragt Danmark foran. Finnerne virkede rystede i nogle minutter, men blev vækket af endnu en genistreg af Kaapo Kakko.

Danmark mødte Finaland ved VM i ishockey i Slovakiet. Danskerne kom foran 1-0, men endte med at tabe 1-3. Video: Malthe Henriksen

Den 18-årige forward demonstrerede hurtige hænder og skøjter, da han rundede to danske forsvarere for til sidst at afdrible Sebastian Dahm og sende pucken i et tomt net. En flot scoring, men ærgerligt for danskerne, der efterfølgende kom alvorligt på hælene.

14 minutter inde i anden periode blev fjerdekæden pakket helt sammen i egen zone ude af stand til at få pucken af vejen.

Benene blev tungere og tungere, og til sidst holdt bolværket ikke længere. Sakari Manninen fik sidste stav på pucken, efter at den var fløjet rundt som i et flipperspil foran det danske mål.

Danmark var pisket til at score i tredje periode, men Finland er kommet til VM som en homogen enhed, som man ikke uden videre tvinger i defensiven. Finnerne undgik udvisninger, så det klart forbedrede danske powerplay først kom i spil til allersidt. Da havde Harri Pesonen reelt afgjort kampen med sin 3-1-scoring ni minutter før tid.

Nu skal det danske hold slå USA lørdag middag for at holde liv i det spinkle håb om avancement.

Finlands Kaapo Kakko scorede til 3-1 mod Danmark. Video: Malthe Henriksen