Klip af 18-årig finsk stjerne florerer hos de danske spillere

Kaapo Kakko er en af ishockeys største talenter, og ved VM har han bevist, at han kan gøre sig gældende på den store scene.

En finsk teenager, der i år har rundet 18 vintre, kommer sandsynligvis til at gøre livet svært for Danmark VM-kampen mod Finland torsdag aften.

Kaapo Kakko er navnet, og selvom det ikke umiddelbart er let at gentage hurtigt efter hinanden uden at slå knuder på tungen, er han på manges læber i disse dage i Slovakiet. Også i den danske lejr, hvor de forbereder sig på mødet med supertalentet.

- Jeg har set mange sekvenser med ham, også fra træningskampe. Han er en utrolig spiller individuelt, der kan lave det meste med en puck. Vi skal have styr på ham, siger Danmarks assisterende landstræner, Jens Nielsen.

Kaapo Kakko bliver om en måned NHL-spiller, hvor han i draften forventes at blive valgt som nummer to af alle spillerne. Et klokkeklart kvalitetsstempel. I denne turnering har han bevist, at snakken om ham ikke bare er snak.

- Der har kørt nogle klip rundt på hotellet, og det ser spændende ud. Det er en udfordring, og det skal nok blive sjovt. Man kan ikke komme uden om, at det er et kæmpe talent, og det er sjovt at spille mod det, siger den danske landsholdsspiller Nicolai Meyer til TV 2 SPORT.

Danskere vil frustrere Kakko

På et af klippene har Nicolai Meyer og holdkammerater kunnet se Kaapo Kakko løbe om hjørner med selveste Canada i Finlands første kamp ved VM. Her formåede den 18-årige finne helt ude af balance alligevel at sende pucken forbi Matt Murray i målet.

Kaapo Kakko ude af balance var ikke nok til at sætte en stopper for målscoringen mod Canada. Video: TV 2 SPORT

Kaapo Kakko har indtil videre lavet fem mål på tre kampe, og når han har været på isen, har Finland en plusmålscore på fem. Derfor er det nok en god ide, hvis danskerne har en plan klar for at stoppe manden med nummer 24 på ryggen.

Planen har de danske landsholdsspillere så småt lagt.

- Man kan ikke decideret lukke helt ned for hans talent, men man kan forsøge at gøre det svært for ham, og det er jeg sikker på, at vi har nogle gode spillere, der kan gøre, siger Nicolai Meyer.

- Vi skal mandsopdække ham og sørge for, at han ikke kommer til så meget og holde ham væk fra målchancer – og måske gøre ham lidt frustreret, så han ikke spiller lige så godt, som han har gjort indtil videre, siger Nick Olesen.

Finland uden NHL-stjerner

Danmark mistede onsdag halvdelen af sine NHL-spillere, da Lars Eller forlod VM-lejren og efterlod Mikkel Bødker som eneste NHL-dansker tilbage på holdet.

En enkelt NHL-spiller er dog stadig en mere end det, Finland kan præstere ved dette års VM. Selvom to af deres spillere er på kontrakt med NHL-hold, spiller begge for holdenes samarbejdsklubber i AHL.

Det er en stor kontrast til sidste års VM i Danmark, hvor hele otte NHL-finner tog turen til Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at man skal spille en rigtig god landskamp mod et finsk hold, som trods alt er et godt hold, men som efter finske standarder ikke er særlig godt målt op mod de andre store nationer, siger TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard.

Hold øje med Finlands nummer 24.
Hold øje med Finlands nummer 24. Foto: Martin Divisek / Ritzau Scanpix

Det faktum får dog langt fra Danmark, som sidste år slog de finske stjerner med 3-2 foran en udsolgt Boxen i Herning, til at undervurdere modstanderen.

- Det gør ikke, at de er dårligere af den grund. De har et rigtig godt hold og en høj arbejdsmoral og en fantastisk struktur på deres spil. Det gør bare, at vi som hold skal være forberedt på den del, siger Danmarks Nicholas Jensen.

Finnerne har i hvert fald vist, at de sagtens kan levere store resultater uden NHL-stjerner. Særligt da de i åbningskampen vandt 3-1 over Canada, som stiller til start udelukkende med spillere fra verdens bedste ishockeyliga.

Danmark møder Finland klokken 20.15. Se kampen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.