Danskere glæder sig til mødet med VM-værter: - Der bliver fuld smæk på

De danske spillere vil slutte VM af med en sejr over værtsnationen Slovakiet foran 8000 slovakiske tilskuere i Kosice.

En VM-kvartfinaleplads er uden for rækkevidde, og de danske ishockeyherrer slutter også definitivt på gruppe A's sjetteplads uanset resultatet mod Slovakiet tirsdag eftermiddag.

Alligevel ser de danske spillere frem til mødet med værtsnationen.

- Det bliver en kamp, som vi har sigtet lidt efter fra begyndelsen af. Det er en af de kampe, vi skal vinde. Det bliver en sjov kamp med fuldt hus sandsynligvis, så der bliver fuld smæk på, siger Jesper Jensen Aabo til TV 2 SPORT.

- Nu skal vi slutte den her turnering af på en ordentlig måde og vise noget stolthed. Jeg har i hvert fald masser af energi, så jeg glæder mig helt vildt.

Samme entusiasme har Patrick Russell. Kræfterne er der til at lukke munden på de 8000 slovakiske tilskuere i arenaen i Kosice.

- Jeg tror ikke, at træthed kommer til at være noget problem i morgen. Vi kommer til at spille i en fyldt arena med masser af slovakiske fans og nogle danske fans, så det glæder vi os til, siger Patrick Russell til TV 2 SPORT.

Kampen mod Slovakiet er trods den udspillede rolle ved VM ikke helt uden betydning for Danmark. Der er verdensranglistepoint og 11.-pladsen at spille om.

Der er faceoff klokken 16.15, og du kan se kampen direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.