Finland sender de svenske verdensmestre ud af VM i overtiden

Der var underholdning for alle pengene, da Finland sendte Sverige ud af VM i kvartfinalen, der skulle afgøres i overtiden.

Finland 5 - 4 Sverige

  • 1-0 - Niko Mikkola (1:00)

  • 1-1 - John Klingberg (3:00)

  • 1-2 - Patric Hornqvist (16:57)

  • 1-3 - Elias Pettersson (20:25)

  • 2-3 - Petteri Lindbohm (25:04)

  • 3-3 - Jani Hakanpää (29:08)

  • 3-4 - Erik Gustafsson (39:35)

  • 4-4 - Marko Anttila (58:31)

  • 5-4 - Sakari Manninen (61:37)

De dobbelte forsvarende verdensmestre fra Sverige smed en stor chance for at spille sig i VM-semifinalen væk torsdag aften.

I det klassiske nordiske ishockeybrag mellem Finland og Sverige lykkedes det nemlig lillebroren fra Finland at slå sin svenske storebror med 5-4 i overtid i en kamp, hvor Finland viste høj moral og leverede et mindeværdigt comeback.

Dermed er Sverige ude af VM, mens Finland skal spille semifinale mod Rusland på lørdag og øjner chancen for VM-metal for første gang i tre år.

- Vi håbede på at nå længere, men Finland har slået Canada i turneringen. Det er klart, at det er hårdt for os, siger Sveriges Adrian Kempe til TV 2 SPORT.

- Vi er en virkelig god gruppe, og vi spiller godt sammen, og vi troede på det til det sidste. Vi havde fortjent sejren i dag, siger den finske landsholdsspiller Petteri Lindbohm.

21 mod 1 i NHL-spillere

Finland har kun én NHL-spiller med til dette VM, mens Sverige har hele 21 fra verdens bedste ishockeyliga repræsenteret.

Det faktum havde finnerne dog tilsyneladende glemt til VM-kvartfinalen, hvor de kom tilbage fra at være bagud flere gange i løbet af kampen.

Finland kom faktisk bedst fra start, da de allerede efter et minut bragte sig foran på et skud, som den bundrutinerede svenske målmand, Henrik Lundqvist, nok burde have gjort mere ved.

Det rystede dog ikke de svenske favoritter, som hurtigt svarede tilbage med et mål i overtal samt en scoring til sidst i første periode.

Mål godkendt sent

I anden periode tog Sverige det gode spil fra første periode med sig ind på isen, og allerede efter 25 sekunder stod det således 3-1 efter en scoring af Elias Pettersson. Finland gjorde dog, som svenskerne gjorde det i første periode, og scorede to mål i streg blot ti minutter efter dukkerten i begyndelsen af perioden.

Sverige forlod anden periode som førerhold, da de scorede et underligt mål i sidste minut. Et langskud af Erik Gustafsson ramte nemlig kameraet i målet, og pucken fløj tilbage i spil igen. Dommeren bag målet markerede, at der ikke var mål, men 24 sekunder senere blev spillet stoppet.

Her stod det hurtigt klart for dommerne og for resten i arenaen, hvad der netop var sket, og at Sverige havde bragt sig foran 4-3.

Sverige fik et mål godkendt sent, fordi dommerne i første omgang troede, at pucken gik tilbage på isen pga. et stolpeskud. Video: TV 2 SPORT

Finland satsede alt

Målet så længe ud til at blive det afgørende i kampen, indtil Finlands målmand, Kevin Lankinen, forlod banen til fordel for en ekstra markspiller med to minutter tilbage af kampen i en periode, hvor Finland havde lagt stort pres på i den tredje periode.

Det store sats gav gevinst, da Finlands kaptajn, Marko Anttila, sendte pucken i mål i en situation, hvor svenskerne simpelthen ikke kunne få pucken væk fra eget mål.

Det tvang den underholdende kamp ud i overtid, og her fløj finnerne videre på succesoplevelsen fra tredje periode, da de fuldendte comebacket med et mål af Sakari Manninen.

Dermed kunne slukørede svenskere forlade isen velvidende om, at de ikke blev verdensmestre for tredje år i træk.

Tjekkiet 5 - 1 Tyskland

  • 1-0 - Jan Kovar (33:41)

  • 1-1 - Frank Mauer (37:46)

  • 2-1 - Jakub Voracek (44:19)

  • 3-1 - Dominik Kubalik (51:41)

  • 4-1 - Ondrej Palat (53:08)

  • 5-1 - Jan Kovar (59:50)

Samme portion spænding var der ikke i kvartfinalen mellem Tjekkiet og Tyskland, hvor tjekkerne sikkert spillede sig i semifinalen.

Lørdagens semifinaler

  • Canada-Tjekkiet
  • Rusland-Finland