Canada gav Finland et boost - nu mødes de igen i VM-finalen

Finland vandt over Canada med 3-1 i åbningskampen ved VM. Nu mødes de igen finalen, og her må Canada tage favoritrollen på sig.

Se VM-finalen mellem Canada og Finland klokken 20.05 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Canada har søndag aften muligheden for at gøre det, som de i de seneste to år ikke har formået.

Her står de i VM-finalen over for Finland og kan med en sejr indfri forventningerne fra hele den ishockeygale nation over Atlanten. Når sporten er ishockey, forventes det nemlig, at Canada bliver verdensmester.

- De ved godt, at Finland er en hockeynation, hvor der bliver produceret gode spillere. Det er helt sikkert en nation, som de har respekt for, men canadierne kommer til at være favoritter. Det er der ikke nogen tvivl om, siger TV 2 SPORTs ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard.

Finsk sejr gav boost

Favoritrollen havde canadierne også, da de to finalister mødtes i gruppespillet ved VM’s første kamp den 10. maj. Den levede de dog ikke op til, da de hurtige finner skøjtede hen over dem og vandt 3-1.

- Finland tog fusen på Canada i den første kamp. Finnerne kom ud og vidste på forhånd, at de ikke havde et godt hold. Det var i hvert fald det, de havde fået at vide og læst igen og igen i den finske presse, siger Bøjgaard.

Siden har finnerne med en enkelt NHL-spiller på holdet gang på gang bevist, at man ikke behøver et tagselvbord af NHL-spillere for at have succes ved VM. Blandt andet takket være sejren over Canadas 27 NHL-spillere.

- Sejren gav dem et boost, som gjorde, at de hele tiden har været i stand til at besejre de fordomme, der har været i finsk presse. Den aften skete der noget for finnerne, som de har bygget videre på.

Canadas nederlag betyder ikke så meget

Canada har siden nederlaget til Finland i åbningskampen ikke tabt en kamp ved dette mesterskab. Derfor skal Finland da også forvente et helt andet canadisk mandskab søndag, mener TV 2 SPORTs ishockeyekspert Morten Green.

- Det er ofte sådan, at Canada opbygger deres turnering. De er ikke specielt skarpe tidligt i turneringen, siger han.

Dette er i tråd med den canadiske stjerne Sean Coutriers forklaring af holdets nederlag til finnerne.

- Det var tidligt i turneringen. Jeg synes, vi har været et bedre hold lige siden. Vi har forbedret os for hver kamp. Vi er ikke det samme hold, som da vi mødte dem dengang, siger Coutrier efter holdets semifinalesejr over Tjekkiet.

Finland har aldrig vundet over Canada i en VM-finale. De har mødt hinanden i VM-finaler tre gange i historien i 1994, 2007 og 2016.