Som en flabet fuck-finger

16x9
Et sammenhold. Et finsk hold. Jubel efter VM-finalen kom i hus med en sejr på 1-0 over Rusland Foto: Christian Bruna / Ritzau Scanpix

KLUMME

Se VM-finalen mellem Finland og Canada fra kl. 19.30 på TV 2 SPORT

Frem med kliché-posen.

Luk øjnene, stik hånden ned og hiv et vilkårligt fortærsket udtryk frem, der beskriver sportskampen mellem en storfavorit og en klokkeklar underdog. Så har du en fin beskrivelse af, hvad det er, der er udgangspunktet for aftenens finale ved VM i ishockey i den smukke slovakiske hovedstad, Bratislava.

David mod Goliat? Storebror mod lillebror? Stjernerne mod vandbærerne?

Det passer sådan set meget godt det hele, når Canada kl. 20.15 søndag aften går på isen mod Finland. For Canada kommer med skibet ladet med NHL-spillere, mens Finland kommer med noget, der med et udtryk lånt i Formel 1-verdenen, måske mest af alt minder om The Best of the Rest.

De finske stjerner fra NHL har valgt at blive væk fra VM. Og i stedet har landstræner Jukka Jalonen nødtvungent samlet et mandskab på en bund af spillere fra den hjemlige Liiga - suppleret med spillere fra Sverige, Schweiz, KHL og Nordamerika.

19-årige Henri Jokiharju har spillet 38 NHL-kampe, en anden back, Petteri Lindbohm har 40 NHL-kampe på CV'et, ligesom Juho Lammiko. Ialt 122 NHL-kampe er fordelt på de 25 finske spillere i VM-truppen.

Den 20-årige center i den canadiske førstekæde, Pierre-Luc Dubois, der til daglig er holdkammerat med Oliver Bjorkstrand i Columbus Blue Jackets, har flere kampe end det med 180.

Selv det danske hold slog finnerne på NHL-erfaringen. 1.766 NHL-kampe var der i den danske trup i Slovakiet.

Men der er lysår op til Canada. 6.002 kampe fra verdens bedste liga er fordelt på truppen fra sportens moderland.

122 versus 6.002. Det taler sit tydelige sprog. Og sprogligt er det i posen med sportsklichéer, det er oplagt at hente de malende betegnelser, der kan beskrive styrkeforholdet de to mandskaber i mellem.

Men heldigvis er sport ikke en lommeregner, hvor man smider kendte tal og fakta ind i et excel-art, trykker på autosum, og så står vinderen og blinker med to streger under facit.

Hvis sport var det, så ville det have svært ved at holde millioner og atter millioner af seere og fans fanget i momenter af nervepirrende og nervedirrende spænding.

For sport er følelser. Og følelser kommer især op til overfladen, når den undertippede kæmper bravt imod favoritten. Når Lille Claus snyder Store Claus.

Men sport er også fortællingen om, at et hold er større end summen af individer.

Og hvis der er noget denne her turnering har vist, så er det, at finnerne har fundet noget ganske særligt i deres hold. I det at være et hold sammen. Et sammenhold. Og det er måske hjulpet godt på vej af, at stjerner som Sebastian Aho, Mikko Rantanen og Teuvo Teräväinen ikke har taget turen til Slovakiet.

Her er ingen stjerner, som holdkammeraterne regner med skal vende schnitzelen, når den er ved at brænde på. Hvis spillerne i den finske VM-trup leder efter de typer, så ender de med at se sig selv i spejlet. Der er ingen stjerner, og dermed ingen vandbærere. Det er bare om at tage fat. Selv.

Finnerne siger, når jeg snakker med dem, at styrken ved holdet er, at de stort set har haft truppen klar siden VM-optakten gik i gang for snart to måneder siden. Det har tømret dem sammen til en stærk enhed. Den perfekte enhed. Det perfekte hold.

Læg dertil, at de hjemme i Finland ikke var spået en kinamands chance for at drille turneringens helt store favoritter Sverige, USA, Rusland og Canada. Finnerne havde ikke troen på et hold uden stjernedrys. Ingen drømme om medaljer var med i bagagen, da flyet lettede fra Helsinki med kurs mod Kosice og gruppekampene.

Men som den danske landsholdsspiller Oliver Lauridsen sagde til mig i går efter den finske sejr, så er det payback-time. Et finsk hold uden national tiltro ved afrejsen har nu vundet alles hjerter. Ikke bare de finske, men også de neutrales. For alle elsker udfordrere. Alle elsker holdet bestående af outsidere, der udfordrer den etablerede verdensorden. Som en flabet fuck-finger til dagligdagens repetitive og ulidelige trummerum.

Nu står de her stadig, de finske Suomi-drenge klar med langemanden. Klar til at stikke den op i ansigtet på Canada, som de gjorde mod Sverige og Rusland, da de blev sendt ud i mørket i kvart- og semfinalen. Og USA? De er rejst hjem uden sportslig succes. Imens står disciplene i kø for at følge Lejonat - de finske løver.

Eneste hurdle mellem Finland og en tredje VM-triumf er Canada. Holdet der er drevet af genetableringen af orden i ishockey-kosmos. For efter to svenske VM-triumfer er målet, at verdens førende hockeynation skal tilbage til magten.

Så derfor bliver VM-finalen et opgør af den slags, der kan give basis for en VM-afslutning af næsten Hollywood'ske dimensioner. Den hvor finnerne trods mindre talent overvinder den absolut største hurdle og efterlader favoritterne som strandede hvaler i sit kølvand.

For som den finske anfører Mark Anttila sagde til mig forleden efter sejren over Sverige: Team beats skills.

Lad det bare være en kliché. Det er okay. For det indeholder skønheden i sport. Skønheden i denne VM-finale. Men skønheden kan briste. Og det er helt fair. For så længe kampen står på kan vi drømme om endnu en fortælling om en gylden sejr hevet i land trods alle odds.

Der er fuld blæs på klichéerne. Finland er VM-turneringens bedste historie. Holdet af outsidere, der er klar til at lave mere ballade på den glatte overflade.