Finlands VM-helt bad om ekstra medalje efter triumfen

Den finske kaptajn Marko Anttila havde overskud til at tænke på en skadet holdkammerat efter finalesejren ved VM.

Marko Anttila var kaptajn for det finske sensationshold, der søndag vandt VM-finalen over Canada med 3-1.

Han blev også kåret som kampens spiller i finalen, hvor han scorede til 1-1 og 2-1.

Da spillerne efter kampen fik hængt medaljer om halsen, før trofæet blev overrakt, bad kaptajn Anttila om en ekstra medalje. Og det fik han.

Marko Anttila fik en ekstra guldmedalje efter VM-triumfen.
Marko Anttila fik en ekstra guldmedalje efter VM-triumfen. Foto: TV 2 SPORT

- Vi har en spiller, der blev skadet i Kosice. Han er derhjemme lige nu, og jeg kender ikke til hans tilstand, men det var til ham, siger Marko Anttila til TV 2 SPORT.

Han taler om talentet Eetu Luostarinen.

Den 20-årige spiller, der i 2017 blev draftet som nummer 42 af NHL-klubben Carolina Hurricanes, blev nemlig knæskadet i Finlands femte kamp ved VM mod Storbritannien.

Han måtte derfor rejse hjem og følge resten af VM-slutrunden på tv.

Eetu Luostarinen (tv) i aktion mod Canada i Finlands første kamp ved VM.
Eetu Luostarinen (tv) i aktion mod Canada i Finlands første kamp ved VM. Foto: David W Cerny / Ritzau Scanpix

- Han spillede rigtig godt, før han blev skadet, siger Anttila.

Eetu Luostarinen var med på det finske U20-landshold, der i januar vandt junior-VM, så nu kan den skadede spiller altså se frem til guldmedalje nummer to i 2019.

Marko Anttila spiller til daglig i den finske KHL-klub Jokerit, som blev slået ud i første runde af slutspillet.

Den skuffelse er formentlig glemt efter søndagens sejr.

- Det er ikke rigtig gået op for mig. Jeg tror, folk i Finland er vilde lige nu. Det er svært at forestille sig herfra, men jeg tror, alle nyder det og har det sjovt, siger Anttila til TV 2 SPORT.

Den 203 centimeter høje spiller leverede ikke et eneste point i de syv gruppekampe, men i Finlands sensationelle sejre over Sverige i kvartfinalen, Rusland i semifinalen og Canada i finalen blev det til fire mål.

Finland er verdensmester i ishockey efter en 3-1-sejr over Canada. Anttila og Pesonen stod for Finlands tre scoringer, mens Shea Theodore lavede Canadas eneste mål. Video: Louise Lind

Finland kom til VM-slutrunden med et på papiret langt svagere hold end for eksempel sidste år, fordi stort set alle nationens NHL-spillere meldte afbud.

Alligevel lykkedes det finnerne at blive verdensmester for tredje gang i historien.