NHL-finalist sletter historisk nul med vigtig sejr

16x9
St. Louis Blues vandt kamp to i finaleserien over Boston Bruins. Foto: Bruce Bennett / Ritzau Scanpix

Den anden kamp i NHL-finalen vandt St. Louis Blues 3-2 over Boston Bruins, og dermed står der 1-1 i den samlede stilling.

Efter en nervepirrende kamp, der måtte ud i forlænget spilletid, natten til torsdag dansk tid er St. Louis Blues tilbage på sporet i Stanley Cup-finalen i NHL.

Efter at have tabt den første finalekamp til Boston Bruins tidligere på ugen, kunne St. Louis trække sig ud af den anden finalekamp med en sejr på 3-2.

Dermed står der 1-1 i den samlede stilling i finalen, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Negativ stime brudt

Af de NHL-hold, der i historien har nået finalen, har St. Louis indtil nu siddet på en negativ rekord.

Tre gange tidligere har klubben været i finalen, men alle gange blev det til 4-0-nederlag i kampe. Med nederlaget til Boston i første finalekamp hed statistikken altså 0 sejre i 13 kampe.

Men nattens sejr gør nu Florida Panthers til det eneste hold i NHL, der har været i finalen uden at vinde en eneste kamp.

Boston Bruins er i finalen for 20. gang i klubbens historie og jagter Stanley Cup-trofæ nummer 7.

Svensk helt

Hjemmeholdet Boston lagde dog bedst ud, og Charlie Coyle scorede i begyndelsen af første periode, da Bruins var en mand i overtal.

Men knap fem minutter senere udlignede Robert Bortuzzo på mesterlig vis fra en spids vinkel, og det var næsten som om, at modspillerne protesterede over, at det ikke burde være muligt.

Carl Gunnarsson (th) sikrede sejren i overtid.
Carl Gunnarsson (th) sikrede sejren i overtid. Foto: Adam Glanzman / Ritzau Scanpix

Svenske Joakim Nordström sørgede for, at Boston tog føringen igen og scorede blot et halvt minut senere til 2-1.

Næste spiller på måltavlen blev Vladimir Tarasenko, som udlignede til 2-2.

Herefter var det slut med flere mål i den ordinære spilletid trods 31 forsøg fra St. Louis' side og 21 skud på mål fra Boston-mandskabet.

I den forlængede spilletid var det især St. Louis, der pressede på og havde flere skud på mål. Og til sidst blev det svenske Carl Gunnarss

on, der afgjorde kampen efter 3 minutter og 51 sekunder og scorede til slutresultatet 3-2.

Dermed blev det også slut på sejrsstimen for Boston Bruins, som før nattens kamp havde vundet de seneste otte kampe i streg.