Mark O. Madsen skræmmer folk – syv takkede nej, før modstander blev fundet

16x9
Kampen bliver Mark O. Madsens første hos forbundet Cage Warriors. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det har været utrolig svært at finde en modstander, der vil kæmpe mod Mark O. Madsen. ”Det kan være, de ikke tør,” lyder hans egen forklaring.

Mark O. Madsen skal i aktion igen den 22. september til sin femte kamp i kampsporten MMA (Mixed Martial Arts, red.). Han skal for første gang i aktion hos det store internationale forbund Cage Warriors, men i starten takkede alle nej til at møde ham.

- Jeg fik en liste med seks mulige modstandere, som Cage Warriors havde udvalgt. Alle seks modstandere har takket nej. Det kan jo også være en måde at skrue prisen op på, men selvom det første tilbud blev fordoblet, så ville ingen tage en kamp mod mig, fortæller Mark O. Madsen til TV 2 SPORT.

I sine første fire kampe har Mark O. Madsen været meget overbevisende, og alle fire kampe er vundet i første omgang. Klip fra de kampe kan nemt findes på nettet, og det har måske dæmpet lysten til at gå i buret med danskeren.

- Jeg har ikke fået nogen forklaring fra de seks modstandere. Jeg kan kun gisne. Jeg er nok en dårlig modstander for dem. Alle er interesseret i at få en forbedret rekordliste, og jeg er måske et sats at møde. Det kan også være, at de ikke har lyst, at de ikke tør. Jeg har bare fået en pænt ”no thank you”, siger Mark O. Madsen.

- Min træner, Martin Kampmann, skrev til en af dem. Han svarede tilbage, at halvanden måned ikke gav ham nok forberedelsestid. Så skrev Martin tilbage, at der måske ville komme en kamp senere på året. Den mail kom der så slet ikke noget svar på, fortæller Mark O. Madsen.

Modstander med fortid i judo

Sidenhen takkede en polsk modstander også nej, men i ottende forsøg lykkedes det. Den 22. september i Nykøbing Falster Hallen skal Mark O. Madsen møde franske Alexander Bordin.

- Jeg er spændt. Han har en baggrund som judokæmper. Han har vundet medaljer i den sport, så han har erfaring. Brydning og judo minder om hinanden, så det jeg er god til, der har han også høje kvaliteter. Det udjævner mine fordele, men i den sidste ende er det et spørgsmål om clinchen, når vi kommer dertil, siger Mark O. Madsen, der langt fra føler sig sikker på at stoppe sin modstander.

- Hver modstander bliver dygtigere og dygtigere. Alexander Bordin bliver min hårdeste kamp til dato. Den kan komme til at gå tiden ud. Jeg skal være på dupperne. Vi skal finde en gameplan, hvor vi overrasker. Men jeg har da tænkt mig at gøre mit bedste for at stoppe ham hurtigt. Det er jo et akkordarbejde, siger Mark O. Madsen med et glimt i øjet.

Kampen bliver også hans først hos forbundet Cage Warriors, og det ser han frem til.

- Der er væsentlig mere opmærksomhed på Cage Warriors internationalt, end det jeg ellers har været med i. Cage Warriors er et fantastisk springbræt til at gøre opmærksom på sig selv i forhold til min drøm om at komme i UFC. Det her er endnu et trin på rejsen mod det mål, oplyser Mark O. Madsen.

UFC er det største forbund i sporten MMA. Mark O. Madsen er 33 år, og som bryder vandt han sølv ved OL i 2016. Han har desuden vundet fire VM-sølv og en VM-bronzemedalje. Alexander Bordin er 31 år, og i MMA har han vundet 8 kampe, tabt tre og en kamp er endt uafgjort.