McGregor får medicinsk suspendering efter skandalekamp

16x9
Khabib Nurmagomedov besejrede Conor McGregor i den store UFC-kamp søndag morgen. Foto: Harry How / Ritzau Scanpix

MMA-stjernen Conor McGregor skal holde sig fra ringen i flere uger på grund af tæskene, han fik søndag.

Den irske superstjerne i Mixed Martial Arts (MMA) Conor McGregor må ikke gå i ringen eller træne med kontakt de kommende uger.

Det er konsekvensen af, at Ultimate Fighting Championship (UFC) har tildelt ham en medicinsk suspendering efter storkampen mod den russiske kæmper Khabib Nurmagomedov natten til søndag dansk tid.

Det skriver BBC.

McGregor tabte kampen og blev i flere omgange ramt voldsomt, og det er årsagen til den medicinske suspendering, der er ganske normalt i UFC.

I alt 13 kæmpere har fået en medicinsk suspendering.

I McGregors tilfælde gælder den frem til 6. november, mens han til og med 28. oktober ikke må træne med kontakt.

Søndagens kamp endte i ren skandale, da Nurmagomedov i sekunderne efter sejren sprang ud af ringen og angreb folk fra McGregors lejr.

Det eskalerede også situationen i ringen, hvor tabende McGregor blev angrebet af personer fra russerens lejr.

Politi og sikkerhedsfolk måtte bremse urolighederne, inden begge kamphaner og deres stabe blev eskorteret ud af hallen foran 20.000 publikummer.

Det er endnu uvist, hvad konsekvenserne bliver af optrinet.

Indtil videre bliver Nurmagomedovs præmiesum holdt tilbage. Han risikerer i stedet en stor bødestraf, længerevarende karantæne og at få frataget sin titel. Det fortæller UFC's præsident, Dana White.