McGregor og Khabib straffes hårdere efter skandalekamp

16x9
Både Khabib Nurmagomedov og Conor McGregor sloges videre efter kampen i buret. Foto: Stephen R. Sylvanie / Ritzau Scanpix

Khabib Nurmagomedov og Conor McGregors karantæner er blevet forlænget på ubestemt tid.

17 dage efter skandalekampen mellem Khabib Nurmagomedov og Conor McGregor i Ultimate Fighting Championship (UFC) er begge kæmperes fremtid fortsat uvis.

Det stod klart, efter at der onsdag var møde hos Nevada State Athletic Commission (NSAC). Her skulle man drøfte, hvad der skulle ske med den karantæne, de blev tildelt i dagene efter kampen. NSAC kom frem til, at begges karantæner blev forlænget på ubestemt tid.

Karantænen gælder i hele staten Nevada, hvilket indebefatter Las Vegas, som er højborgen for UFC og kampsporten Mixed Martial Arts (MMA). Det er med andre ord her, de allerstørste kampe finder sted. Det bliver således foreløbig uden to af sportens største navne.

Engang i december forventes det, at der igen skal tages stilling til karantænerne, hvor både Khabib Nurmagomedov og Conor McGregor har fået en invitation til en høring.

Ved mødet blev det ligeledes besluttet, at Khabib Nurmagomedov kan bruge tiden uden mulighed for at kæmpe i staten Nevada på at tælle penge. Russeren har nemlig fået udbetalt den ene af de to millioner dollars, som blev tilbageholdt på grund af kaosset efter kampen.

Efter kampen fik Conor McGregor straks sine tre millioner, som han modtog for at stille op. Men stod det til formanden for kommissionen, Anthony Marnell lll, skulle disse også have været tilbageholdt. For McGregor var ikke uskyldig.

- Hvis jeg havde videoen dengang, som jeg har nu, ville jeg også have tilbageholdt McGregors andel, sagde han ifølge BBC.

For 17 dage siden i oktagonen tog Khabib Nurmagomedov en sikker sejr over Conor McGregor. Det bliver dog formentlig scenerne efter kampen, som folk kommer til at huske. Her sprang Nurmagomedov ud af oktagonen og angreb flere tilstedeværende, mens andre hoppede ind i buret for at angribe McGregor.