Mark O. Madsen har ny kamp på plads: - Jeg stopper ham før tid

16x9
Mark O. Madsen håber, at han kan stoppe sin kommende modstander før tid. Foto: PL-PHOTO.DK

For tiden er Mark O. Madsen på træningslejr i USA, og han skal være knivskarp, når han d. 15. december i Frederikshavn møder ”The Beast”.

Den 27-årige englænder Matthew ”The Beast” Bonner bliver Mark O. Madsens modstander, når den tidligere bryder atter skal i buret. Og selvtilliden fejler intet.

- Jeg er glad for, at der er fundet en modstander. Mit mål er, at jeg stopper ham før tid. Jeg slår hårdt, og rammer jeg ham med en højre, går han i brædderne, siger Mark O. Madsen i en pressemeddelelse.

Lige nu er Mark O. Madsen ved at optimere sine evner i MMA-sporten. Det sker på en rundtur i USA, hvor han blandt andet skal trænes af MMA-legende Randy Couture, der er optaget i det største forbund, UFC’s, Hall of Fame.

- Det er derfor, jeg er taget til USA. Jeg er taget herover med en målsætning om at blive skarpere på de ting, jeg skal bruge på at lukke min modstander ned og vinde kampen, oplyser Mark O. Madsen, der selv drømmer om at komme til at kæmpe i UFC på et tidspunkt, mens den kommende kamp i december er hos forbundet Cage Warriors, der er det største i Europa.

Mark O. Madsen har vundet sine fem kampe i MMA, hvoraf de fire er blevet stoppet allerede i første omgang. Matthew ”The Beast” Bonner har en rekordliste på fire sejre, tre nederlag og en uafgjort.

Mark O. Madsen gik tiden ud sidst han var i aktion. Det var mod franske Alexandre Bordin i september.
Mark O. Madsen gik tiden ud sidst han var i aktion. Det var mod franske Alexandre Bordin i september. Foto: PL-PHOTO.DK

Men han er aldrig nogensinde blevet stoppet før tid, og mødet med en tidligere bryder skræmmer på ingen måde.

- Det bliver en hårdt kæmpet fight. Jeg er god i alle aspekter af MMA, hvor Mark i mine øjne kun er ekstraordinær i en af dem. Mark kan forvente en ekstremt udholdende og hård modstander.

- En, der kan være farlig både på gulvet og på fødderne. Jeg vil leve op til mit navn ved at komme ind på fjendens territorium, kigge min modstander i øjnene og ikke vise nogen frygt, fortæller englænderen.

Mark O. Madsen vandt som bryder OL-sølv i 2016 og fire gange vandt han VM-sølv. Tidligere i år stoppede han karrieren som bryder og satsede i stedet på MMA-sporten. Kampen mod Matthew ”The Beast” Bonner kæmpes i Arena Nord i Frederikshavn.