Mark O. Madsen får kæmpetilbud - forbund kræver svar om 24 timer

16x9
Mark O. Madsen er ubesejret som MMA-kæmper. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den tidligere bryder har hele tiden haft som mål at få de største kampe i MMA. Den mulighed er rykket markant tættere på.

I dag ringede Mark O. Madsens telefon. Opkaldet kom fra Bangkok. Manden, der ringede, var fra forbundet ONE Championship.

- Jeg fik et rigtig godt tilbud fra dem. Det må jeg sige. Det er et fantastisk tilbud, siger Mark O. Madsen til TV 2 SPORT.

I den vestlige del af verden er forbundet UFC det største inden for kampsporten MMA, men i den østlige del af verden, specielt i Asien, er ONE Championship det største.

Hvor mange penge der er tale om, kan Mark O. Madsen dog ikke oplyse.

- Men det er markant bedre end det, UFC tilbyder i deres første kontrakt til en kæmper. I hvert fald ud fra de oplysninger jeg har om UFC, fortæller Mark O. Madsen.

Tilbuddet er stort, men svarfristen er kort: 24 timer har han fået til at tygge på det.

Ville være bedre på nuværende tidspunkt

Det kunne lyde nemt at takke ja. Men flere ting spiller ind. Det er blot et år siden, at den tidligere bryder satsede 100 procent på MMA. Og spørgsmålet er, om han er klar til den helt store internationale scene.

- Hvis jeg skal tale frit fra leveren, så ville jeg gerne have været bedre på nuværende tidspunkt. Det gælder både teknik og taktisk forståelse. Man skal forstå, at jeg hele tiden ser på mit niveau i forhold til mit niveau i brydning, forklarer Mark O. Madsen, der vandt sølv ved OL i Rio i 2016.

Samtidig har han haft mange andre ting at se til sammenlignet med tiden som bryder.

Han fortæller, at han sammen med sin kone har arrangeret flere stævner, mens træningen har ligget rundt om i landet modsat tiden som bryder, hvor "brydeklubben lå i min baghave".

- Det betyder, at jeg har brugt lang tid på landevejen, som jeg tidligere brugte på at spise og slappe af i forhold til restitution. Med andre ord havde jeg nok været på et andet niveau, hvis jeg havde trænet 12 måneder hver dag i Las Vegas, forklarer Mark O. Madsen med henvisning til træningscenteret Xtreme Couture i Las Vegas, som han besøgte sidste år.

- Men hør: Jeg er helt overvældet over det tilbud fra ONE Championship. For mig er det utroligt, at de kontakter mig efter et år som MMA-kæmper. Det er gået stærkt, og jeg vil gerne gøre mit fundament bedre. Jeg har fået lavet træningsfaciliteter i Maribo, så jeg ikke skal køre så langt, og det vil jeg gerne have på plads.

Takker du ja til deres tilbud?

- Jeg skal sove på det.

Men det er jo ikke sikkert, at sådan et tilbud nogensinde kommer igen...

- Det er rigtigt. Og det skal man huske. Denne sport er ikke en gavebod.

Opringningen fra Bangkok er ikke den eneste, der er kommet.

Agenten Malki Kawa, som er agent for flere store navne i UFC, kontaktede danskeren med tilbuddet om at repræsentere ham.

- Jeg tænkte: Kan det virkelig passe, at sådan en mand ringer til mig? griner Mark O. Madsen.

Indtil videre er der intet samarbejde med Malki Kawa, der også har stået bag flere kontroversielle episoder i UFC.

Tirsdag ved vi til gengæld, om Mark O. Madsen i nær fremtid skal kæmpe hos ONE Championship.

Syv gange har Mark O. Madsen været i buret i MMA, og alle syv gange har han vundet.