MMA-brag forgylder Mark O. Madsen: Pengene trak i mig

Mark O. Madsen sikrer sig penge nok til resten af sin MMA-karriere i kamp mod bokseren Patrick Nielsen.

Pengene kan blive så store, at det næsten er umuligt at sige nej.

Helt nøjagtigt hvor mange vil han ikke fortælle, men Mark O. Madsen erkender, at den økonomiske gevinst er særdeles stor, når han 8. juni møder bokseren Patrick Nielsen i en MMA-kamp i KB Hallen.

Ifølge den tidligere bryder afspejler pengene den risiko, han tager, hvis han skulle tabe til en debutant. Gennem et år har den tidligere bryder forsøgt at bygge en karriere op, der skal sende ham frem mod de helt store kampe i MMA.

- Den her kamp kan være med til at finansiere resten af min MMA-karriere. Det er ud fra en betragtning om, at jeg er fuldstændig uafhængig i forhold til sponsorer og anden støtte, siger Mark O. Madsen.

- Kampen gør mig til den bedst betalte danske MMA-kæmper nogensinde, og Patrick sniger sig nok op og bliver den næstbedste, siger han.

Hvis jeg kan pille luften ud af ham meget tidligt, så vil jeg gøre det

Mark O. Madsen

Det er Mark O. Madsens eget bagland, Team Olympian, der arrangerer kampen, og størstedelen af de mange penge er præstationsbetinget - altså bundet op på, hvem der vinder.

Ekstra Baldet skriver, at Patrick Nielsens honorar er i omegnen af én million kroner, men nævner ikke, hvad Mark O. Madsen kan se frem til.

Vil afgøre det tidligt

Den tidligere bryder, der har vundet sine første syv MMA-kampe, vurderer, at Patrick Nielsen bliver den bedste "striker", han nogensinde har stået overfor - det vil sige en modstander, der er bedst til at bruge hænderne.

Så Mark O. Madsen mener også, at kampen har en sportslig værdi.

- Jeg tager den her kamp alvorligt. Patrick er hurtig på hænderne, og er jeg ikke vågen, så kan det gå galt. Han har power.

- Sportsligt er det her en afstikker, i forhold til hvad jeg har lavet tidligere med mere erfarne kæmpere, siger Mark O. Madsen, der derfor går efter en hurtig afgørelse.

Jo længere tid Patrick Nielsen kan trække kampen, jo større chance vil bokseren have for at få ram på bryderen med et slag, der potentielt kan afgøre kampen.

- Hvis jeg kan pille luften ud af ham meget tidligt, så vil jeg gøre det. Jeg har ingen interesse i at være i det MMA-bur længere end højst nødvendigt, siger han.

- Vil være skidt at tabe til en debutant

Skulle det ende med karrierens første MMA-nederlag, så er vejen til den bedste liga i MMA, UFC, pludselig længere. Drømmen om UFC er den, der i første omgang fik ham til at kvitte brydning og satse på MMA.

Mark O. Madsen erkender, at det måske rent sportsligt havde givet mere mening at vælge en anden modstander. En tidligere UFC-kæmper havde meldt sig klar.

- Sportsligt ville det være en interessant kamp, for kunne jeg slå ham, så er jeg bedre stillet i forhold til UFC. Så jeg stiller meget på højkant ved at møde Patrick. Det vil være rigtig skidt at tabe til en debutant, siger han.

Mark O. Madsen vurderer samtidig, at Patrick Nielsen, i tilfælde af en sejr til bokseren, vil gøre sig til et attraktivt navn i MMA.

- Så tror jeg hellere, UFC's præsident, Dana White, vil ringe til Patrick Nielsen end mig.

- Så Patrick kan bringe sig top-of-mind i MMA, hvis han slår mig. Bokserne er interessante for MMA, fordi de har den her knockout-power, siger Mark O. Madsen.

Der er plads til 2927 tilskuere i KB Hallen til stævnet 8. juni, hvor der er flere MMA-kampe på programmet.

Kampen, der foregår i klassen op til 75,5 kilo, kan ses på pay per view hos Viaplay.