Mark O. Madsen: - Ringer UFC, takker jeg ja

16x9
Efter en sikker sejr over Patrick Nielsen kan den næste opgave måske blive langt mere udfordrende. Det kan blive en kamp i UFC, det største MMA forbund i verden. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

UFC er verdens største forbund i MMA. Mark O. Madsen har ingen dialog med UFC, men kom der et tilbud i dag var svaret: Ja, tak.

Den 28. september bliver der for første gang nogensinde afholdt et UFC-stævne i Danmark. Det skal foregå i Royal Arena, men ingen navne er endnu på plakaten. Et oplagt emne er Mark O. Madsen.

- Jeg kan sige, at jeg ikke har nogen dialog med UFC på nuværende tidspunkt. Det har jeg ikke, oplyser den tidligere bryder, der natten til søndag stoppede Patrick Nielsen i første omgang af deres kamp i KB Hallen.

Men hvis UFC ringer med et tilbud, hvad siger du så?

- UFC i København? Så vil jeg sige ja, konstaterer Mark O. Madsen.

- Det er en helt unik mulighed. Det er en mulighed, der er opstået hurtigere, end jeg havde regnet med. Men beslutningen kræver overvejelse. For sportsmanden i mig vil gerne bruge mere tid på, at jeg bliver bedre.

Føler du dig klar til UFC?

- Jeg føler, at jeg har løftet mit niveau rigtig meget. Jeg er blevet markant bedre på mange områder i forhold til bare et halvt år siden. Men en mulighed som UFC i København skal jeg gribe. Så er det ligegyldigt, hvad jeg føler, fortæller Mark O. Madsen til TV 2 SPORT.

Overvejer ændring uden for banen

I løbet af året har den 34-årige falstring kæmpet i forbundet Cage Warriors, men aftalen med det engelske forbund er ikke et problem, hvis UFC bliver en mulighed.

- Jeg vil godt kunne tage en kamp i UFC. Det har jeg sikret mig kontraktmæssigt. Jeg er ikke låst i forhold til Cage Warriors. Men uanset hvad, så har Cage Warriors været så tilfredse med de stævner min hustru Maria har arrangeret, at de gerne vil have, at hun står for deres stævner i Danmark. Det er jo yderst positivt.

Irske Conor McGregor har de sidste mange år været det største navn i UFC, og amerikanske medier antager, at han har tjent over 700 millioner kroner.
Irske Conor McGregor har de sidste mange år været det største navn i UFC, og amerikanske medier antager, at han har tjent over 700 millioner kroner. Foto: John Gurzinski / Scanpix Denmark

I håbet om at komme i UFC, så kommer der måske en markant ændring i Mark O. Madsens karriere. Hidtil har han ikke haft en manager, men en manager kan blive vejen frem.

- Jeg er blevet klogere med værdien af en manager. Mange af de kæmpere, der er i UFC, de har en manager. En manager på det niveau har kontakterne til folkene i UFC. Så spørgsmålet er, om jeg ikke skal til at skaffe en manager. Det med at ringe og bare præsentere sig selv, det er meget svært, forklarer Mark O. Madsen.

- Men vi har ikke haft travlt med at få en dialog med UFC. Jeg har skullet blive bedre, og jeg har skullet bygge et navn op.

Skal tabe 10 kilogram

En ting ligger dog fast. Før kampen mod Patrick Nielsen annoncerede Mark O. Madsen, at han ville rykke ned i vægtklasse, og allerede til hans næste kamp stiller han op med en maksimal kampvægt på 70 kilogram.

- Processen er i gang. Kampen skal være i 70 kilogram. Jeg har aldrig været i 70. Jo, som ungdomsbryder vandt jeg EM-sølv i 69-klassen. Så det bliver en test, at komme ned i vægt. Jeg skal smide 10 kilogram. Det handler om planlægning. Jeg skal både have kvalitet i min træning, og samtidig skal jeg kunne præstere i kampen efter indvejning på trods af vægttabet.

Mark O. Madsen vejede 75,3 kilo til indvejningen mod Patrick Nielsen. Mark O. Madsen har haft otte kampe i MMA, og vundet dem alle. De øvrige kampe har været med en maksimal kampvægt på 77 kilogram.

Mark O. Madsen besjerede Patrick Nielsen på en såkaldt submission. Bokseren var havnet i et kvælertag og opgav frivilligt.
Mark O. Madsen besjerede Patrick Nielsen på en såkaldt submission. Bokseren var havnet i et kvælertag og opgav frivilligt. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix