Mark O. Madsen på plads i UFC? Rejser til møder i Las Vegas

16x9
Mark O. Madsen kan meget vel være på vej til at kæmpe i det amerikanske forbund, UFC, om meget kort tid. Foto: PL-PHOTO.DK

I den kommende tid kan det blive afgjort, om Mark O. Madsen skal kæmpe mod de bedste i verden i forbundet UFC.

Mark O. Madsen har ikke lagt skjul på, at det største forbund i verden i MMA, UFC, er drømmen for ham. Nu er der indikationer på, at det er inden for rækkevidde.

På mandag rejser den tidligere bryder til Las Vegas, hvor UFC har sit hovedkontor.

- Jeg kan bekræfte, at jeg skal til en række møder i Las Vegas, og så skal jeg træne i et af verdens bedste MMA-centre, Xtreme Couture, der er ejet af den tidligere topstjerne Randy Couture.

Men skal du mødes med UFC?

- Det kan jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg kan kun sige, at jeg skal til nogle forhåbentlig spændende møder, og så må vi se, hvad der sker. Men jeg glæder mig rigtig meget, siger Mark O. Madsen til TV 2 SPORT.

Falder sammen med kæmpe UFC-event

Aftalerne om møder i Las Vegas faldt på plads mandag aften. Mark O. Madsen regner med, at han skal være i Las Vegas i tre uger.

Og hvis han skal mødes med folkene bag UFC, så er det et velvalgt tidspunkt. Det er den periode, hvor UFC afholder International Fight Week, hvor alle de største stjerner i MMA samles. Dels skal der være et kæmpe stævne, og desuden er det tidspunktet, hvor UFC optager nye medlemmer i deres Hall of Fame.

Inden længe ved danske MMA-fans, om Mark O. Madsens fremtid ligger i UFC. UFC skal til september afholde det første stævne i Danmark, og Mark O. Madsen har udtalt, at han meget gerne vil kæmpe på det stævne.

- UFC i København? Så vil jeg sige ja. Det er en helt unik mulighed. Det er en mulighed, der er opstået hurtigere, end jeg havde regnet med, sagde Mark O. Madsen for to uger siden til TV 2 SPORT - et par dage efter sejren over Patrick Nielsen.

- Men beslutningen kræver overvejelse. For sportsmanden i mig vil gerne bruge mere tid på, at jeg bliver bedre.

Føler du dig klar til UFC?

- Jeg føler, at jeg har løftet mit niveau rigtig meget. Jeg er blevet markant bedre på mange områder i forhold til bare et halvt år siden. Men en mulighed som UFC i København skal jeg gribe. Så er det ligegyldigt, hvad jeg føler, sagde Mark O. Madsen.

Mark O. Madsen har haft otte kampe i MMA og vundet dem alle.