Magnussen ude af Formel 1-løbet i Melbourne

16x9

Kevin Magnussen er ude af Formel 1-løbet i Melbourne på grund af tekniske problemer med sin bil. Han nåede ikke engang at være med i selve grandprixet.

Danskeren fik blot kørt en halv testomgang, før hans bil fik problemer.

McLaren-raceren begyndte at ryge kraftigt og stoppede mellem sving fem og seks på Albert Park-banen.

Den kunne ikke fortsætte, og dermed var det allerede farvel til den danske kører, inden løbet var gået i gang.

McLaren kan over for Ritzau endnu ikke oplyse, hvad der præcist gik galt med Kevin Magnussens bil. På tv-billeder kunne man dog se, at der røg dele af danskerens racer i forbindelse med problemerne.

Forventningerne til den danske Formel 1-vikar var i forvejen ikke høje, da der har været massive problemer med McLaren-raceren op til søndagens grandprix. McLaren har i vinterpausen skiftet sidste sæsons Mercedes-motor ud med en motor fra Honda, og det samarbejde har stadig til gode at vise lovende takter.

Danskeren sluttede sidst i lørdagens kvalifikation og skulle derfor være startet bagest i løbet. Den ære tilfalder i stedet holdkammerat Jenson Button, eftersom at han sluttede næstsidst i kvalifikationen.

Kevin Magnussen er i denne sæson blevet degraderet til en reserverolle hos McLaren-teamet. I Melbourne skulle han vikariere for spanieren Fernando Alonso, som er skadet efter et uheld i februar.

McLaren har endnu ikke lagt sig fast på, om Fernando Alonso kører det kommende grandprix i Malaysia senere på måneden, eller om Kevin Magnussen igen må træde til.

Hvem, der ender med at køre i Malaysia, afhænger af lægernes dom over spanieren.

22-årige Kevin Magnussen debuterede i Formel 1 sidste år netop i Melbourne med en imponerende andenplads.

/ritzau/

VM-stillingen Formel 1

  1. Lewis Hamilton, Mercedes 68 point
  2. Sebastian Vettel, Ferrari 55 point
  3. Nico Rosberg, Mercedes 51 point
  4. Felipe Massa, Williams 30 point
  5. Kimi Räikkönen, Ferrari 24 point
  6. Valtteri Bottas, Williams 18 point
  7. Felipe Nasr, Sauber 14 point
  8. Daniel Ricciardo, Red Bull 11 point
  9. Romain Grosjean, Lotus 6 point
  10. Nico Hülkenberg, Force India 6 point
  11. Max Verstappen, Torro Rosso 6 point
  12. Carlos Sainz Jr., Torro Rosso 6 point
  13. Marcus Ericsson, Sauber 5 point
  14. Daniil Kvyat, Red Bull Racing 2 point
  15. Sergio Perez, Force India 1 point
  16. Jenson Button, McLaren 0 point
  17. Fernando Alonso, McLaren 0 point
  18. Roberto Merhi, Marussia 0 point
  19. Will Stevens, Marussia 0 point

 

  • Konstruktørernes mesterskab:
  1. Mercedes 119 point
  2. Ferrari 79 point
  3. Williams 48 point
  4. Sauber 19 point
  5. Red Bull 13 point
  6. Torro Rosso 12 point
  7. Force India 7 point
  8. Lotus 6 point
  9. McLaren 0 point
  10. Marussia 0 point

Formel 1-kalenderen for 2015

  • 15. marts: Melbourne
  • 29. marts: Malaysia
  • 12. april: Kina
  • 19. april: Bahrain
  • 10. maj: Spanien
  • 24. maj: Monaco
  • 7. juni: Canada
  • 21. juni: Østrig
  • 5. juli: Storbritannien
  • 19. juli: Tyskland (AFLYST)
  • 26. juli: Ungarn
  • 23. august: Belgien
  • 6. september: Italien
  • 20. september: Singapore
  • 27. september: Japan
  • 11. oktober: Rusland
  • 25. oktober: USA
  • 1. november: Mexico
  • 15. november: Brasilien
  • 29. november: Abu Dhabi
  • Kilde: Formula1.com