Dansk racerkører nærmer sig Le Mans

Racerkøreren Nicolaj Møller Madsen har skrevet ny kontrakt med Audi. Danskeren skal køre GT3 – ét stop før Le Mans.

Det er de færreste, der opnår at køre Le Mans. Den 22-årige danske racerkører Nicolaj Møller Madsen fra Søndersø på Fyn tog torsdag et stort skridt i dén retning, da han skrev under på ny kontrakt med Audi.

- Den kontrakt, jeg skrev under på i går, er et kæmpe skridt. Det var en helt fantastisk følelse. Det er det største skridt, jeg har taget i min karriere.

Danskeren skal køre for Phoenix Racing, som hører under Audi, i Europas største GT3-serie. Det kan være sidste skridt på vejen før Nicolaj Møller Madsen får lov til at prøve kræfter med det legendariske 24-timers-løb Le Mans, som er hans store ambition.

- Le Mans er rykket rigtigt tæt på nu. Det er muligt, hvis jeg kan levere i år – alt er afhængigt af i år.

Nicolaj Møller Madsen var kun fire år gammel, da han første gang satte sig bag et rat – det var i en gokart. Han er Danmarks næstmest vindende gokartkører – kun overgået af Jan Magnussen – og er blandt andet blevet europamester, tre gange danmarksmester og nummer tre ved VM.

Men afstanden fra vindende gokartkører til Le Mans er lang, og derfor har tingene været nødt til at blive sat i system, for at Nicolaj Møller Madsen kan nå sine mål.

- Vi lavede den her femårsplan for fire år siden, og den er egentlig blevet fulgt til punkt og prikke. Alle ’krydserne’ er blevet sat der hvor de skulle sættes; resultaterne har været der. Så det er en ambitiøs plan, men det er også en realistisk plan, siger han til TV 2 SPORT.

Sidste år kørte fynboen Audi TT Cup, hvor han kom på podiet i ni ud af 12 løb, og endte som nummer to i den samlede stilling. Dén præstation fik Audi til at udvælge Nicolaj Møller Madsen – som den eneste blandt de 24 kørere i serien – til et sæde i GT3.

- Det er ikke noget med, at jeg bare kan læne mig tilbage og sige, at nu er det lykkes.  Jeg skal levere igen i år for at kunne sikre mig, at jeg er der i ’17, men det er jeg også klar til.

Nicolaj Møller Madsen skal køre fem løb i sæsonen – det første er den 8.-10. april, i Misano i Italien.