Så vild er Kevin Magnussens F1
i forhold til din familiebil

En formel 1 racer har så meget downforce, at den i princippet vil kunne køre på loftet af en tunnel.

Den er sort og gul som en arrig hveps, og så kan den accelerere fra Forsvarets F-16’er. Kevin Magnussen har fået en ny Formel 1 racer fra Renault.

Men hvor voldsom er den egentlig i forhold til en familiebil i den bedre ende? TV 2 sammenligner her Kevin Magnussens Renault racer med en populær familiebil, der kan prale med 140 heste, 2.0 liter turbodiesel og masser af plads i bagagerummet.

I modsætning til Kevins racer skal din familiebil kunne bestå alverdens crashtests og transportere fem personer i mere end 40 graders varme, uden at nogen for alvor sveder. Den skal kunne overleve i 10-12 år med samme motor hele vejen, og så skal den køre langt på literen.

Karosseriet er primært bygget af kulfiber, og gennemgår crash-tests før det godkendes af FIA.
Monocoquen, også kaldet "badekarret", er formet af kulfiber og udgør det beskyttende rør, som køreren sidder i.

Den slags hensyn skal F1-ingeniørerne ikke tage, selvom der stadig er mange krav og regler til racerbilerne. Smækker man døren i familiebilen og krænger sig ned i Kevins nye kontor, opdager man hurtigt, at komfort og økonomi er så langt nede ad prioriteringslisten, at man skal lede længe efter dem. Alt handler om performance.

For eksempel er gearskiftene så hurtige, at køreren slet ikke kan mærke dem, men kun føler en lang glidende bevægelse. Gearkassen kan nemlig skifte 50 gange så hurtigt, som du kan blinke med dine øjne.

Sådan starter man en F1 racerbil
Forvarm væskerne i motoren.
Forvarm motoren.
Forvarm dækkene til 80 grader.
Sæt motoren i startmode via computer.
Start motoren via langt spyd, der med el eller trykluft drejer motoren i gang.
Indsæt nøglen.
Drej nøglen.
Nul til 100 på under to sekunder

- En formel 1-bil er bygget til ét formål: At køre hurtigst muligt, hele tiden. That’s it, siger Jens Winther.

F1
km/t
00:00
Familiebil
km/t
00:00

Den mest åbenlyse forskel på F1-racere og familiebiler er forholdet mellem vægt og effekt. Kevins bil har simpelthen markant flere kræfter per kilo end familiebilen.

Du kan forestille dig, hvordan din familiebil vil køre med 1800 hestekræfter.

206 km/tTopfartover 350 km/t
140 hk HK Hestekræfter874 hk
4.200 omdr. Omdr. Omdrejninger15.000 omdr.
2,0 liter Vol. Volume1,6 liter
1.485 kgVægt702 kg
Turbodiesel R4MotorTurboladet V6 (hybrid)
6 + bakgearGear8 + bakgear

Det vanvittigt høje antal hestekræfter i den lette bil, der i det store og hele kun består af letvægtsmaterialer som kulfiber og aluminium, gør F1-raceren i stand til at accelerere fra nul til 100 på under to sekunder. Derfor taler eksperter i Formel 1-kredse oftest om accelerationen fra nul til 200 og ned til nul igen.

Det kan de fleste F1’er på cirka 6,9 sekunder! Altså markant kortere tid, end familiebilen skal bruge på at nå de magiske hundrede kilometer i timen.

Nedbremsningerne der får øjnene til at poppe ud

Selvom Kevins racer kan accelerere fra at kampfly, så er nedbremsningerne faktisk det voldsomste.

Fra 100 km/t til fuldt stop
ca. 50 m
ca. 17 m

- Det er meget, meget voldsomt. Du kan mærke din tunge smutte frem i munden, og i starten føles det som om, at dine øjne er ved at poppe ud af hovedet. Det giver en sindssyg belastning af især nakken, siger Jens Winther.

I modsætning til familiebilens trepunktsele er formel 1-kørerne anderledes stramt spændt fast med to stropper over skuldrene, en om maven og to mellem benene.

Samtidig bliver de næsten lagt ned i kulfiberskålene, der er minimalt polstrede. Tænk på det næste gang, du kan læne dig tilbage i et almindeligt bilsæde med blød polstring.

I F1 ligger køreren nærmest ned i bilen

Kevin Magnussen kan mærke ALT, hvad bilen gør. Numsen bliver derfor betragtet som et af kørernes vigtigste redskaber.

- Du kører hele tiden lige på grænsen til, at du skrider ud. Det har du ikke andre måder at mærke på end med din krop, derfor siger man, at du mærker det med røven, siger Jens Winther.

Føles næsten som lakridspiber

Dækproducenten Pirelli har i år indført en ny og endnu blødere type dæk, de kalder "ultrasoft". Det skal give nye dækstrategier og mere spænding i løbene, når holdene skal vælge mellem tør- og regnvejrsdæk i forskellige hårdheder.

Den ekstra bredde i forhold til familiebilens dæk er også nødvendig for at overføre de næsten 900 hestekræfter til vejen.

Levetiden afhænger af, hvor hårde dækkene er, men kan under alle omstændigheder ikke klare mere end cirka 120 kilometers ræs. Så føles det pludselig ikke så træls at skulle købe nye sutter til familiebilen.

I familiebilen slipper du også for at skulle varme dækkene op til omkring 80 grader, før du kan bruge dem.

Latterligt præcist styretøj

Rattet i Kevins racer er ikke rundt som i familiebilen. Det er kun designet til at dreje maksimalt ¾ omgang. Styringen af bilen er nemlig ekstremt præcis.

Samtidig er gearskifte, kobling og tonsvis af andre funktioner som justering af bremsefordelingen mellem for- og baghjulene styret fra rattet. Der vælger køreren også, hvornår han vil udløse energioverskuddet fra hybridsystemet eller, om han skal bremse med energiopsamlingen eller kun de almindelige bremser. Ved siden af er al radiokommunikationen med teamet i pitten. Det stiller store krav til kørernes koncentration.

Samtidig er elektroniske hjælpemidler som ABS og ESP, der er standard i familiebilen, blevet forbudt for at sænke prisen på F1 og sætte kørernes færdigheder i højsædet.

Dit hoved ville snurre, hvis du skulle sidde og forholde dig til det ved et skrivebord. Forestil dig så, at du skal gøre det, mens du trækker fire G

Jens Winther, F1-ekspert

Det er med andre ord en enorm mental udfordring at køre F1-raceren, når det foregår med 2-300 kilometer i timen og med livet som indsats.

I modsætning til familiebilen og for eksempel Tom Kristensens Le Mans-racer, har Kevins F1 ingen forlygter. Den har heller ingen blinklys. Den nøjes med en enkelt advarselslampe bagpå, som hjælper dem bagved, når vejret og sigtbarheden bliver dårlig. Og det kan den hurtigt blive, når hvert dæk skovler op til 65 liter vand i sekundet op i luften. Det er fire-fem gange mere end almindelige bildæk kan flytte fra vejen.

Advarselslampen bliver også brugt, når topfarten bliver elektronisk begrænset til 60 eller 80 kilometer i timen på vej ind og ud af pit, når det er tid til nye dæk eller nødreparationer.

Opmærksomme seere vil også kunne se den lille grønne statuslampe lige over luftindtaget. Lyser den rødt, ved pitfolkene og banens stewarder, at der er noget galt med ERS-hybridsystemet. ERS står for Energy Recovery System. Det opsamler energi ved nedbremsninger, der kan bruges igen til overhalinger.

Kan køre på loftet

En hækspoiler på enden af en familiebil har sjældent andet formål end at imponere de andre fædre i børnehaven. I Formel 1 er den derimod helt essentiel for, at bilen overhovedet fungerer.

Formel 1-bilernes store front- og hækspoilere fungerer i virkeligheden som omvendte flyvinger, der trykker bilen mod vejen. Jo mere fart, jo mere downforce. Faktisk trykker vingerne og undervognen bilerne mod jorden med så stor kraft, at de teoretisk set ville kunne køre på loftet i en tunnel, når de når op på 140-200 kilometer i timen. I teorien altså. For ingen har endnu forsøgt stuntet i en Formel 1.

Vingerne og downforcen er nødvendig for at kunne køre bilerne så hurtigt igennem især svingene uden at skride ud. De store fabriksteams har et budget på 200-400 millioner per sæson. Mange af de penge bruges til at optimere formen af vingerne med vindtunnel og supercomputere.

Men den ekstremt store downforce betyder også, at F1-racerne er svære at køre, for når du har for lidt lufttryk på vingerne, skal du nogen gange køre stærkere for at få den til at holde op med at skride ud.

- Det er stik imod al fornuft og meget svært at lære, siger Jens Winther.

V10-motoren lød som om, den ville slå dig ihjel

Ved siden af en dieseldunkende familiebil er lyden af Kevin Magnussens racer decideret djævelsk, når omdrejningstælleren når den elektroniske begrænsning på 15.000 omdrejninger i minuttet. Men selvom der faktisk er skruet endnu mere op i år i forhold til sidste år, er larmen over en årrække blevet mindre og mindre i takt med, at motorstørrelserne er blevet sat ned.

Play Audio
Pause Audio
Hør F1-raceren
Play Audio
Pause Audio
Hør familiebilen

Selvom ingeniørerne får nærmest magisk mange muskler ud af motorerne, er motorsportsekspert Jens Winther ked af, at de er blevet så små – og lyden er problemet.

- Jeg synes, at det er for lavt. Dengang man kørte med V10-motorer, var lyden simpelthen så skræmmende, at man tænkte "den slår mig ihjel om lidt". Det gik helt ind i marven, siger Jens Winther og tilføjer:

- Nu kan du tale i mobiltelefon ved siden af banen, mens de kører. Der er ikke længere den ærefrygt fra lydtrykket. Det er blevet en anden oplevelse.

Derfor er der i år kommet ekstra udstødningsrør på bilerne, hvis eneste opgave er at gøre lyden mindre symaskine og mere fartmonster.

Jens Winther siger afsluttende om forskellen på en familiebil og F1-racer.

- Der er ingen kompromisser på en F1-racer. Familiebilen er summen af alle kompromisser i hele verden.

TV 2 dækker alle sæsonens Formel 1-løb på tv2.dk. Følg med på vores live-blogs, hvor Jens Winther også vil svare på spørgsmål. Få seneste nyt på sport.tv2.dk/motorsport.

Kilder : Motorsportsekspert Jens Winther, VW Danmark, Formula1.com, Renaultsport.com, BBC.com, Gizmag.com, Topspeed.com, Trafikstyrelsen.dk, Avto-magazin.si, Formula1-dictionary.net og Autoevolution.com.