Watt junior skal køre ræs for Magnussens team

16x9
Jan Magnussen og Noah Watt sidder foran Watts nye bil. Foto: Martin Høien/Janmagnussen.dk

14-årige Noah Watt, søn af Jason Watt, skifter gokart-klassen ud med en rigtig racerbil i Magnussen Racing Experience.

Noah Watt fortsætter i slipstrømmen af sin far.

Det 14-årige racertalent har skrevet en etårig kontrakt, der sikrer hans debut i den danske Formel 4-serie. Noah Watt skal i 2017 køre for Jan Magnussens team, Magnussen Racering Experience.

- En formelracer er en helt ny verden, når man er vant til en gokart. Banen er større, bilen er større, farten er højere, og der er endnu flere ting at være opmærksom på. Men jeg fandt mig hurtigt til rette i bilen, siger Noah Watt, der tidligere i år har testet bilen på en bane i Italien.

Noah Watt har kørt ræs siden han var lille. Han startede med at køre gokart som seksårig. To år senere fik han sin licens, og siden da har han vundet tre Danmarksmesterskaber. Farttalentet har i alt vundet flere end 150 pokaler.

I de seneste sæsoner har Noah Watt kun kørt udenlandske løb, og sidste år var han meget tæt på at vinde EM for juniorer.

-  Noah Watt har for længst bevist, at han har et kæmpe talent for karting. Vores forårstest i Italien viste desuden, at tingene også kommer naturligt til ham i en racerbil, siger teamejer Jan Magnussen på teamets hjemmeside.

Med skiftet til Formel 4 kommer NoahWatt til at køre i en langt større og hurtigere bil. Ifølge Jason Watt kan en Formel 4-racer nå op omkring 235 kilometer i timen, og derfor bliver det en særlig oplevelse for den tidligere racerkører at se sin søn debutere i en rigtig racerbil.

- For mig bliver det helt specielt at komme tilbage til Jyllandsringen og stå på den anden side af hegnet. Det er seks år siden, jeg selv kørte på banen, og jeg ser frem til at åbne et nyt kapitel med Noah og Magnussen Racing Experience. Vi valgte teamet, fordi de arbejder utrolig professionelt med tingene. Samtidig kender jeg Jan helt tilbage fra de år, vi selv kørte, og hans perfektionisme omkring alt, der har med motorsport at gøre, vil uden tvivl komme os til gode.

Noah Watt kører sit første Formel 4-løb den 22.-23. april på Jyllandsringen.