Dansk racerkører får medhold i appel - klar til sæsonstart

16x9
Ronnie Bremer er klar til DTC-start på søndag. Foto: Screendump

Ronnie Bremer har fået ophævet sin suspension og kan nu rette fokus mod den kommende DTC-sæson, der begynder i weekenden.

Amatør- og ordensudvalget i Dansk Automobil Sports Union (DASU) er kommet med en endelig afgørelse i sagen om den danske racerkører Ronnie Bremer.

Udvalget har ophævet Disciplinærudvalgets suspension.

Bremer kan derfor nu koncentrere sig fuldt ud om sæsonen i Danish Thundersport Championship (DTC).

- Den af Disciplinærudvalget ikendte suspension ophæves, men Appellantens (Ronnie Bremer, red.) forpligtelse til at aflevere en eventuel gyldig dansk licens til Dansk Automobil Sports Union består fortsat, skriver Amatør- og ordensudvalget i sin kendelse.

Helt konkret betyder det, at Ronnie Bremer uden kørekort og uden dansk motorsportslicens alligevel kan sætte sig bag rattet til åbningsløbet.

Ifølge DTC-promotor Peter Elgaard vil Bremer nemlig køre på tysk motorsportslicens, hvilket er tilladt ifølge DTC's reglement.

Sagen tog fart, da racerkøreren den 16. februar blev frakendt kørekortet ubetinget i seks måneder. Den 24. marts valgte DASU's disciplinærudvalg at suspendere Ronnie Bremer inklusiv hans danske motorsportslicens som følge af dommen fra Østre Landsret.

Men Bremer appellerede afgørelsen til DASU’s amatør- og ordensudvalg, og udvalget gav ham i første omgang grønt lys til at stille op ved sæsonens første afdeling af DTC på FDM Jyllandsringen.

Ronnie Bremer er fortsat afskåret fra at få udstedt en ny dansk motorsportslicens, før frakendelsesperioden på seks måneder er udløbet.

DTC-sæsonen kan følges på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Se åbningsløbet på søndag fra kl. 12:00.